Arkivfoto

Stor sten kastet efter politibetjent

Politiet leder efter to mænd efter episode i Aarhus V

Af
Jeppe Rafn

En ukendt mand kan se frem til en sigtelse for vold mod politiet, hvis det lykkes Østjyllands Politi at få fat i ham.

Torsdag aften kastede manden en stor sten efter betjenten, som var ved at sikre en crosser, som en anden mand havde smidt fra sig i området omkring Herredsvej og Torpevænget i Aarhus V.

Stenkasteren kom pludselig løbende og kastede stenen, som snittede betjentens knæ.

"Han var noget væk fra betjenten, da han kastede, men det var ikke bare en lille sten. Det havde gjort ondt, hvis den havde ramt rigtigt," fortæller Østjyllands Politis pressemedarbejder Jakob Christiansen.

Betjenten kom ikke til skade, men stenkasteren slap væk.

Optakten til stenkastet var en anmeldelse fra en bekymret borger om, at to crossere kørte ræs på stierne i området omkring Herredsvej og Torpevænget i Aarhus V.

En motorcykelbetjent fik kontakt til den ene crosser klokken 21.24 og satte efter og indhentede den, så manden på crosseren smed den fra sig og stak af til fods. Motorcykelbetjenten satte efter ham, men også denne mand slap væk fra politiet, som efterforsker sagen for at finde frem til de to mænd.

"Vi skal blandt andet se overvågningsvideo fra området," siger Østjyllands Politis pressemedarbejder Jakob Christiansen.

Publiceret 22 May 2020 14:18