Færdselsuheld i Spørring.

Færdselsuheld i Spørring. Øxenholt Foto

Voldsomt færdselsuheld: Personbil kørte ud foran lastbil

Af
Jeppe Rafn

Onsdag morgen skete der et færdselsuheld med to biler og en lastbil på Randersvej i Spørring nord for Aarhus.

En personbil på Sognevejen kørte ud på Randersvej og blev påkørt af en lastbil, der kørte på Randersvej mod nord. Den påkørte personbil blev herefter skubbet over i en modkørende bil, indte den endte i en hæk i den ene side af vejen.

Færdselsuheldet var også tæt på at involvere en 44-årig mand, der stod i vejkanten med sin søn. Han måtte løbe væk for ikke at blive ramt og faldt i den forbindelse ned over sin cykel.

Han skulle dog ikke være kommet til skade, ligesom den 63-årige mandlige lastbilchauffør slap fra uheldet uden knubs.

Føreren af personbilen, der blev ramt af lastbilen, var en 27-årig mand, som blev kørt med ambulance til kontrol på skadestuen på Aarhus Universitetshospital. Han skulle dog ifølge politiets oplysninger ikke være kommet alvorligt til skade, selvom hans bil blev svært skadet af sammenstøddet, som man kan se på billederne til denne artikel.

Øxenholt Foto

Føreren af den bil, som den 27-åriges bil blev skubbet over i, var en 60-årig mand, som blev tilset på stedet af ambulancefolk.

Den 27-årige mand overtrådte angiveligt sin vigepligt, da han kørte ud foran lastbilen, oplyser pressemedarbejder Janni Lundager, Østjyllands Politi.

Uheldet i Spørring skete onsdag klokken 07.26.

Publiceret 20 May 2020 00:00