Politiaktion i Gellerup.

Politiaktion i Gellerup. Øxenholt Foto

Pistol fundet efter affyring af løse skud i Gellerup

Østjyllands Politi rykkede i formiddags talstærkt ud til Gellerupparken efter at have modtaget en anmeldelse om, at en mand havde en pistol på sig i Inger Christensens Gade i Gellerupparken i Brabrand.

Vidner havde hørt noget, der lød som skud, og set en mand, der gik med en pistol i sin ene lomme, oplyser Østjyllands Politi pressemedarbejder Jakob Christiansen.

Politiet var på stedet efter få minutter og fik udpeget en 25-årig mand, som blev anholdt. Han havde ikke nogen pistol på sig, men efter afspærring og undersøgelse med hunde fandt politiet en pistol, som den anholdte formodes at have været i besiddelse af og have skudt med.

Øxenholt Foto

Der var dog efter al sandsynlighed tale om løse skud - altså ikke skarpe patroner, og ingen personer er kommet til skade.

Den 25-årige mand er fortsat anholdt og skal afhøres, inden der bliver taget stilling til, om han i morgen skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om varettægtsfængsling.

jr

Publiceret 19 May 2020 17:07