Arkivbillede fra Aarhus Golf Club, hvis baner er lukkede.

Arkivbillede fra Aarhus Golf Club, hvis baner er lukkede. Martin Guld

Aarhusiansk golfklub følger ikke lukke-anbefaling:

"Vi tror ikke, medlemmerne bliver smittet"

Som den eneste golfklub i kommunen har Aarhus Aadal Golf Club valgt at åbne sine baner

Af
Danni Paulsen

"Det har ikke været en let beslutning, for vi går jo imod Dansk Golf Unions (DGU, red.) opfattelse, og det er beklageligt, at vi har måttet gøre det."

Sådan siger Niels Graversen, formand for Aarhus Aadal Golf Club ved Harlev.

Han har sammen med sin bestyrelse besluttet at gå solo i spørgsmålet om, hvorvidt golfklubberne skal holde lukket under corona-krisen. Mens alle andre klubber efter anbefaling fra DGU har valgt at lukke banerne på grund af smitterisiko, så har Niels Graversen valgt at åbne.

Mandag blev første bold banket ud fra teestedet på 9-huls banen, og i weekenden åbner den store 18-huls bane.

"Det er gået fint. Folk ved godt, hvad de skal og hvorfor. Så vi regner med at fortsætte - også med åbning af 18-huls banen i den kommende weekend," fastslår han og henviser til de regler, der er indført i forbindelse med beslutningen.

Højest to spillere må gå et hul sammen. Derudover skal der holdes afstand, og så er det forbudt at røre flag, river, skærme og lignende, ligesom klubben anbefaler at begrænse socialt samvær. Alle øvrige faciliteter end banerne er lukkede.

Klar til at lukke

Niels Graversen påpeger, at det kun er medlemmer, der må spille under krisen.

"Dem kender vi, og de kender os. De ved godt, at hvis de ikke overholder de regler, vi har sat op, så lukker vi. Det skal der ikke være tvivl om. Det, vi har sagt, gælder, og kan folk ikke forstå det, så må vi lukke."

Generelt er beslutningen blevet modtaget positivt blandt medlemmerne, fortæller bestyrelsesformanden.

"Langt de fleste synes, det er en rigtig afgørelse, vi har truffet. Der er også andre, som synes, vi skulle have gjort, som DGU foreslog for at holde sammen, men det har vi så ikke den samme holdning til."

Smitte vil være "trist"

Han mener, at DGU er gået for langt med at anbefale de danske klubber at lukke, når man sagtens kan spille golf uden at komme i karambolage med myndighedernes påbud.

"DGU er jo nærmest mere royale end majestæten. Vi begyndte at stivne lidt, da de sagde det, for vi kunne ærligt talt ikke forstå det. For det var ikke, hvad der var blevet sagt af statsministeren. Vi kan bestemt ikke forstå, at det kan gøre noget, hvis man spiller efter visse restriktioner," siger Niels Graversen.

Han understreger at beslutningen ikke har noget med økonomi at gøre. Tværtimod så har medlemmerne betalt kontingent for hele året, og så koster det penge at få banerne plejet under åbning.

Men golfsporten er rigtig populær blandt det ældre segment, som jo også er mest udsat i denne epidemi. Frygter du ikke, at nogen af dine medlemmer kan blive smittet, fordi du holder banerne åbne?

"Jo, det vil da være ærgerligt og trist. Men det tror vi ikke rigtig på. Hvis de holder sig til retningslinjerne, vi og regeringen har udstukket, så er det at spille golf altså ikke mere risikofyldt end at gå en tur i skoven. Det er fuldt forsvarligt."

Lukket trods uenighed

Sammen med to andre Aarhus-klubber og en Horsens-klub har Aarhus Aadal Golf Club skrevet til golfunionen og bedt den revurdere sin anbefaling.

Initiativtager til skrivelsen var Claus Holm Christensen, formand for Aarhus Golf Club i Højbjerg, som dog alligevel har valgt at lukke sin klub.

"Det må endelig ikke misforståes, for vi skal gøre alt, vi kan for at bekæmpe den krise, Danmark er i. Vi prøver ikke at negligere noget, men vi mener, at DGU har overreageret. Når det er sagt, så mener vi også, at det som organisation er vigtigt at stå sammen, så klubberne ikke vælger hver deres vej. Så bliver det totalt anarki, og det kan vi ikke have. Derfor har vi valgt at lukke banen, selvom vi er uenige. Men vi kan godt forstå og anerkende, at nogen vælger noget andet, for det er jo 'kun' en anbefaling fra DGU," forklarer han.

"Vi har brug for motion"

DGU's argument for lukning er, at det kan være med til at reducere smittespredningen, men Claus Holm Christensen mener ikke, at det er nødvendigt at gå så drastisk til værks med en total lukning.

"Det er jo virkelig kompliceret det her, men vi har svært ved at se smittefaren i, at man går sammen på en golfbane to-fire mennesker med fornuftig afstand. Vi forstår det ikke, og vi mener sagtens, at vi kan organisere os ud af det - blandt andet ved at have golfklubben lukket, men banen åben."

Også han understreger, at økonomi intet har at gøre med klubbens holdning, selvom krisen på et tidspunkt kan få økonomiske konsekvenser for Aarhus Golf Club.

"Økonomi er ikke engang blevet nævnt i den her forbindelse. Det handler om, at for nogen mennesker er den bedste motion at komme ud og spille på golfbanen, og i denne tid har vi alle brug for motion og noget mental sundhed, som det vil give at få et afbræk i en måske meget indelukket hverdag."

Publiceret 24 March 2020 19:45