Foto: Google Maps

Foto: Google Maps

Politirapporten:

Mand gik på rov i Rema 1000-baglokale

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

En patrulje fra Østjyllands Politi kørte søndag kl. 23.10 til Rema 1000 på Nørre Allé i Aarhus, hvor en 30-årig mand var blevet tilbageholdt efter at have stjålet et dankort.

En kasseekspedient havde set, at den 30-årige befandt sig i personalets baglokale. Ekspedienten fortalte ham, at han ikke måtte være der, og den 30-årige var derefter løbet fra stedet.

Hun fandt efterfølgende ud af, at hendes dankort, som havde været i en jakkelomme i baglokalet, var væk.

Manden blev efterfølgende pågrebet og tilbageholdt i butikken, hvor han blev anholdt og sigtet for tyveri.

Brand i bil i parkeringskælder

Søndag ved 23.11-tiden udbrød der brand i en bil i en parkeringskælder på Steen Billes Torv i Aarhus Nord. Branden udviklede en del røg i kælderen. Da patruljen ankom til stedet, var brandvæsenet i gang med slukning. De foreløbige undersøgelser tyder på, at branden er opstået ved selvantændelse under bilens motorhjelm. Der var umiddelbart ikke andre biler, der blev skadet ved branden.

Stjal to sække med pant fra baggård

Østjyllands Politi modtog søndag kl. 19.53 anmeldelse om, at en mand havde stjålet to sække med pant fra et supermarked i Jægergårdsgade i Aarhus.

Anmelderen havde fra sin altan set en 39-årig mand, der klatrede over et mur til en baggård og kom ud med to poser, og anmelderen var derfor fulgt efter og havde tilkaldt politiet. Den 39-årige blev anholdt og sigtet for butikstyveri.

Færdsel

Søndag kl. 21.07 skete der et færdselsuheld på Nørre Allé i Aarhus, da en gul bybus ført af en 58-årig kvinde påkørte en 50-årig kvindelig fodgænger i et fodgængerfelt. Den 50-årige kvinde kom ikke umiddelbart alvorligt til skade ved uheldet.

En 25-årig mandlig bilist blev mandag kl. 00.03 sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Edwin Rahrs Vej i Brabrand.

En 20-årig mandlig bilist blev mandag kl. 00.35 sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Edwin Rahrs Vej i Brabrand.

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Aarhus:

  • På Strandbyvej i Risskov begået mellem torsdag den 19/3 kl. 12.00 og søndag den 22/3 kl. 12.00
  • På Elverdalsvej i Højbjerg begået søndag den 22/3 mellem kl. 13.00 og kl. 14.15
  • På Tålforvej i Egå begået mellem fredag den 20/3 kl. 12.00 og søndag den 22/3 kl. 16.00
  • På Katrinebjergvej i Aarhus Nord begået søndag den 15/3 mellem kl. 16.00 og kl. 17.40
  • På Knudrisgade i Aarhus C begået søndag den 22/3 kl. 22.33

Publiceret 23 March 2020 19:09