Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stock

Dømt for voldtægt af kæreste: Tiltvang sig analt samleje

34-årig mand er dømt for voldtægt og vold mod kvinder, han var kæreste med

En 34-årig mand er torsdag ved Retten i Aarhus idømt to år og ni måneders fængsel for at have voldtaget en 25-årig kvinde og for to gange at have begået vold mod en 31-årig kvinde. Han var kæreste med kvinderne, da det skete.

Voldtægten blev anmeldt 9. december sidste år. Den 25-årige kvinde fortalte politiet, at han var kommet hjem om natten efter en julefrokost, og at de havde samleje på hans bopæl syd for Aarhus. Pludselig ville han have analt samleje og holdt hende fast og gennemførte det, selvom hun strittede imod og flere gange sagde stop.

Den 34-årige mand blev anholdt samme dag og varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør.

Kvælertag på kæreste

De to voldssager mod den tidligere kæreste fandt sted i 2018 og 2019. I det ene tilfælde tog han under et skænderi kvælertag på den 31-årige kæreste og pressede hende op mod en væg. Herefter væltede han hende ned på gulvet og holdt hende fast, mens han sad overskrævs på hende og tog fat om hendes hals.

I det andet tilfælde tog han ifølge tiltalen hårdt fat i hendes hånd og klemte hendes fingre sammen, hvorefter han tog hårdt fat i hendes lår og skubbede hende, hvilket hun fik blå mærker af. Hun anmeldte ham til politiet, der sigtede ham for vold, som han nu er blevet dømt skyldig i.

”Begge kvinder har været udsat for overgreb fra den 34-årige, og der ingen tvivl om, at hele det her forløb har været en enorm belastning for dem. Jeg er tilfreds med, at den 34-årige nu er dømt i sagen og har fået en længere ubetinget fængselsstraf," siger anklager Jakob Gents i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.

Den 34-årige nægtede sig skyldig i alle anklagerne og ankede på stedet dommen med påstand om frifindelse.

jr

Publiceret 20 February 2020 16:55