Arkivfoto

Arkivfoto

Politirapporten:

Bøderegn over påvirket bilist og nummerpladetyv

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

Lørdag klokken 17.10 standsede Østjyllands Politi en 26-årig mandlig bilist på Viborgvej i Hasle.

Da politiet kontrollerede bilen, fandt man ud af, at der var påsat to forskellige nummerplader. Begge nummerplader viste sig at være stjålet.

Bilen var afmeldt tidligere på året og var derfor uindregistreret, hvilket også betød, at den kørte uden forsikring.

Den 26-årige havde samtidig ikke anvendt sikkerhedssele, han blev ydermere skønnet narkopåvirket og var i øvrigt frakendt førerretten.

Det kostede en anholdelse og transport til skadestuen for udtagelse af blodprøve.

Han endte med at blive sigtet for kørsel i narkopåvirket tilstand, for kørsel i frakendelsestiden, for ikke at have anvendt sikkerhedssele, for tyveri af nummerplader, for ikke at have tegnet forsikring på køretøjet og for at have kørt i en uindregistreret bil.

Ordensbekendtgørelsen.

Politiet anholdt klokken 0440 en 30-årig mand på Åboulevarden i Århus. Den 30-årige forstyrrede den offentlige orden, og blev derfor anholdt og medtaget til politigården, hvor han blev hensat i detentionen.

På Skt. Clemens Torv forsøgte betjente at få oplyst generalier på en ung mand, de havde truffet. Den unge mand nægtede, trods gentagne forespørgsler, at oplyse sit navn, cpr.nr. og adresse til politiet. Han var også udadreagerende og kaldte betjentene diverse ukvemsord. Han blev anholdt og medtaget til stationen.

De vil begge blive sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og vil blive løsladt, når de har sovet rusen ud.

Færdselsuheld

En 56-årig mandlig bilist kørte lørdag ca. kl. 10:35 ad Vejlby Ringvej, hvor han svingede til højre ad Risvangs Alle. Den 56-årige overså en 22-årig mandlig cyklist, der skulle fortsætte ad Vejlby Ringvej og påkørte ham. Der sket ifølge politiet ingen personskade.

Spirituskørsel

Politiet standsede søndag ca. kl. 02:35 en 19-årig mandlig bilist på Fiskergade i Århus. Den 19-årige blev skønnet spirituspåvirket og en alkometer test viste over det tilladte. Den 19-årige blev anholdt, taget med til skadestuen for udtagelse af blodprøve, sigtet for spirituskørsel og løsladt.

Indbrud

I det seneste døgn er der blevet anmeldt otte indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • Elverdalsvej 8270 Højbjerg, sket mellem 15/02/2020 00:01 og 15/02/2020 00:05
  • Skejbyvej 8240 Risskov, sket mellem 12/02/2020 12:00 og 15/02/2020 15:00
  • Ahornvej 8240 Risskov, sket mellem 07/02/2020 04:00 og 15/02/2020 17:00
  • Nyringen 8240 Risskov, sket mellem 15/02/2020 10:00 og 15/02/2020 21:20
  • Hørhavevej 8270 Højbjerg, sket mellem 07/02/2020 10:00 og 15/02/2020 22:45
  • Vosnæsparken 8541 Skødstrup, sket mellem 15/02/2020 17:00 og 16/02/2020 00:00
  • Skejbygårdsvej 8240 Risskov, sket mellem 15/02/2020 16:55 og 15/02/2020 20:25
  • Skejbygårdsvej 8240 Risskov, sket mellem 15/02/2020 17:00 og 15/02/2020 20:00

Publiceret 16 February 2020 13:08