Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stock

16-årig dreng sigtet for peberspray-røveri i Viby:

Medgerningsmand på fri fod

En 16-årig dreng er anholdt for at have berøvet en ung mand i en Viby-lejlighed

Af
Danni Paulsen

Østjyllands Politi har anholdt en 16-årig dreng og sigtet ham for at have begået et røveri i Viby tirsdag.

Den 16-årige blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus, som valgte at varetægtsfængsle ham på en ungdomsinstitution i fire uger. Han nægter sig skyldig, men kærede ikke kendelsen.

Ifølge politiet skulle den 16-årige have begået røveriet sammen med en ukendt gerningsmand, som stadig er på fri fod, og derfor vil anklagemyndigheden opfordre dommeren til at lukke dørene.

Offeret for røveriet var en 23-årig mand, som blev opsøgt i sin lejlighed i Viby tirsdag eftermiddag.

Her sprøjtede gerningsmændene peberspray i ansigtet på ham og stjal hans mobil.

Det var den 23-årige selv, som anmeldte røveriet til politiet klokken 15.24, og blot et kvarter senere kunne en patrulje, der allerede var i området, anholde den 16-årige sigtede.

Østjyllands Politi fortæller til Lokalavisen Aarhus, at man ikke har nogen indikationer på, at offeret og gerningsmændene havde et forudgående kendskab til hinanden.

Publiceret 12 February 2020 10:23