Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stock

Uhyggeligt mordforsøg på samlever:

Kvinde stukket 28 gange med kniv

60-årig mand fremstillet in absentia ved retten

Af
Danni Paulsen

Det lyder som noget nær et mirakel, men en 61-årige kvinde er uden for livsfare, efter hun natten til tirsdag blev stukket hele 28 gange med kniv.

Det oplyser Østjyllands Politi, som har anholdt kvindens samlever, en 60-årig mand, og sigtet ham for drabsforsøg.

Manden blev anholdt på parrets fælles adresse på Rydevænget i Aarhus V natten til tirsdag. Han blev tirsdag middag fremstillet i grundlovsforhør in absentia ved Retten i Aarhus.

Den 60-årige var altså ikke tilstede, og det skyldtes ifølge anklageren, at en læge har vurderet ham til at være psykotisk og forpint, hvorfor han er indlagt på den psykiatriske afdeling. Lægen har samtidig anbefalet, at han skal varetægtsfængsles i surrogat - altså på en lukket psykiatrisk afdeling.

Retten valgte efter opfordring fra anklageren at grundlovsforhøret skulle afholdes for lukkede døre, men før pressen blev sendt ud, oplæste anklageren sigtelsen.

Her kom det frem, at drabsforsøget skulle have været begået cirka klokken 03 natten til tirsdag, og at kvinden havde 28 stiklæsioner efter knivoverfaldet.

Hun var blevet stukket i både hoved, ryg, nakke, skulder, bryst og hænder.

Retten valgte at varetægtsfængsle manden i surrogat på psykiatrisk afdeling i fire uger.

Publiceret 11 February 2020 11:53