Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stock

Mindreårige piger lokket til at sende intime fotos til børnelokker fra Aarhus

Et års fængsel til digital børnelokker fra Aarhus

En 27-årig mand fra Aarhus-området har fået en dom på et års fængsel for at krænke syv mindreårige pigers blufærdighed via internettjenester.

Sagen begyndte, fordi en af pigerens fra blev opmærksom på, at en voksen mand skrev stærkt seksuelt indhold til hans 13-årige datter.

Faren overtog korrespondancen og indsamlede oplysninger om krænkeren. Han overgav materialet til politiet i 2017, som derefter foretog en ransagning hos den voksne mand, som nu er blevet dømt.

Politiet efterforskede sig frem til, at i alt syv piger fra 10 til 13 år fra hele landet havde været udsat for krænkeren, som i sit eget navn opsøgte dem via internetspil og chattede videre med dem på sms, Snapchat og Skype. Inden længe kom han med meget direkte seksuelle opfordringer og kommentarer.

Efterforskningen viste også, at han havde lokket to af pigerne til at sende ham intime fotos af sig selv, og derfor blev han også dømt for børnepornografi, oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse. Sagen har kørt ved Retten i Glostrup.

Anklageren roser faren til den pige, som var opmærksom på sin datters chat med manden fra Aarhus.

"Nogle børnelokkere flytter deres søgen fra legepladsen til internettet, og derfor er det vigtigt, at forældre og bedsteforældre løbende taler med familiens børn om klog og fornuftig adfærd på internettet. Det er vigtigt, at børn er naturligt skeptiske over for nye net-venner og siger nej til krænkende chat og at sende intime fotos eller penge," siger anklagerfuldmægtig Søren Yde Halse, Københavns Vestegns Politi.

Den 27-årige fik desuden forbud mod at søge kontakt til børn under 18 år på internettet i fem år.

Han overvejer at anke dommen.

jr

Publiceret 27 January 2020 10:59