Arkivfoto.

Arkivfoto.

Mand hoppede ind på bagsædet hos kvindelig bilist og fik bilen til at køre galt

18-årig kvindelig bilist kom søndag aften ud for en ubehagelig episode

Østjyllands Politi fik søndag klokken 21.03 en anmeldelse om, at en 18-årig kvinde var kørt galt på Søndre Ringgade i Aarhus, efter at en ukendt mand havde sat sig på bagsædet og taget fat i hende. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Kvinden forklarede, at hun holdt for rødt i krydset Søndre Ringgade og Ankersgade, da en mand kom gående hen til bilen, rev døren op og satte sig ind på bagsædet. Her tog han fat i kvindens hår og bad hende om et lift til Viby Torv.

Den 18-årige blev så forskrækket og distraheret, at hun kort efter kørte ind i autoværnet i midterrabatten. En anden mand kom nu til og hjalp den fremmede mand ud af bilen. Den 18-årige kom umiddelbart ikke til skade. Det er uvist, hvad mandens motiv til handlingen var.

Østjyllands Politi hører meget gerne fra vidner, der har set episoden, som fandt sted omkring klokken 21.00 søndag aften. Har du oplysninger kan de gives til politiet på 114.

jwh

Publiceret 27 January 2020 11:53