Arkivfoto:

Arkivfoto: Øxenholt Foto

Politirapporten:

Brand på havnen i Aarhus

Her er uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

Brandvæsnet og Østjyllands Politi blev torsdag klokken 12.53 kaldt ud til en brand i en silo på havnen i Aarhus. Det oplyser politiet i døgnrapporten.

Branden var formentligt opstået ved, at støv i bunden af nogle poser med ærtegranulat havde selvantændt. Jægergårdsgade blev kortvarigt afspærret ved havnen, men brandvæsnet fik hurtigt kontrol over branden, fremgår det af døgnrapporten.

Døgnets øvrige hændelser

Indbrudstyv stjal tre pas

Østjyllands Politi modtog torsdag en anmeldelse om et indbrud i en villa på Bymosevej i Hasle begået klokken 14.10. Beboeren selv var ikke hjemme, men en nabo havde set en mand bryde ind i huset. Da beboeren kom hjem, kunne han konstatere, at der var stjålet tre pas.

Indbrudstyven beskrives som:

  • Mand
  • 20-25 år
  • Somalisk af udseende
  • Mørk hud
  • Sort kasket, cowboybukser og mørkebrun taske
  • Løb i retning mod Ellekærskolen

Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, der kan have set manden, på tlf. 114.

Butikstyv stak af med müslibarer og popcorn

En patrulje fra Østjyllands Politi blev torsdag klokken 21.30 kontaktet af en medarbejder fra et supermarked på Skanderborgvej i Aarhus. Medarbejderen forklarede, at en mand netop havde stjålet nogle varer fra indgangspartiet til butikken. Patruljen satte hurtigt efter gerningsmanden til fods, indhentede ham og fik ham pågrebet.

På manden, som viste sig at være 25 år og fra Viborg, fandt de tre pakker müslibarer til en samlet værdi af 30 kr. og en pakke popcorn til en værdi af 6,25 kr. Den 25-årige blev sigtet for butikstyveri.

Færdsel

Torsdag klokken 07.26 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej i nordgående retning. En 28-årig kvindelig bilist påkørte under kødannelse den forankørende bil, som blev ført af en 34-årig mandlig bilist. Den 28-årige kvinde blev sigtet for at holde for kort afstand.

Torsdag klokken 14.00 skete der et færdselsuheld på Ormslevvej i Viby. En 31-årig mandlig bilist ramte en 11-årig dreng, der krydsede gaden til fods. Vidner på stedet forklarede, at den 11-årige tilsyneladende havde haft travlt og ikke orienteret sig ordentligt, og derfor var løbet ud foran den 31-åriges bil. Ingen kom umiddelbart til skade ved uheldet.

Torsdag klokken 23.20 standsede en patrulje fra Østjyllands Politi en knallert i Rundkørslen ved Helenelyst og Edwin Rahrs Vej i Brabrand. Føreren, som var en 30-årig mand, blev sigtet for at køre narkokørsel, for at køre for stærkt og for kørsel i frakendelsestiden. Passageren på knallerten, også en 30-årig mand, blev desuden sigtet for besiddelse af narko.

Torsdag klokken 23.20 skete der et færdselsuheld på Jyllands Allé i Aarhus. En 21-årig mandlig bilist mistede af uvisse årsager kontrollen over sin bil og påkørte tre parkerede biler. Det viste sig, at den 21-årige havde kørselsforbud, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Bymosevej i Hasle begået torsdag den 23/1 klokken 14.10
  • På Nordentoftsvej i Brabrand begået torsdag den 23/1 mellem klokken 09.10 og klokken 13.45
  • På Åkrogs Strandvej i Risskov begået mellem søndag den 29/1 klokken 13.00 og torsdag den 23/01 klokken 14.30
  • På Fuglebakkevej i Aarhus begået torsdag den 23/1 mellem klokken 09.00 og klokken 14.30

På Råhøjparken i Stavtrup begået mellem onsdag den 22/1 klokken 17.00 og torsdag den 23/1 klokken 19.00

jwh

Publiceret 24 January 2020 20:46