Thomas Glob er uforstående overfor det nazihærværk, der er malet med sort over hans trailer.

Thomas Glob er uforstående overfor det nazihærværk, der er malet med sort over hans trailer. Foto: Peter Overgaard Jensen

Nazihærværk: Trailer overmalet med hagekors og SS-tegn

Hagekors og nazistiske tegn er blevet malet på en reklametrailer, der er placeret centralt i byen. Ejeren har forretning i Ebeltoft

Af
Katharina Andersen

Ebeltoft Det var et ubehageligt syn, der ventede Thomas Glob, da han kørte forbi sin trailer ved Glasmuseet i Ebeltoft forleden. Her har han opstillet en reklame for sin loppevirksomhed, men den er nu ødelagt af hagekors og SS-tegn, der er malet med sort ud over hele vognen.

"Det må være møgunger, der ikke kender budskabet. Det er meget irriterende," siger Thomas Glob om det nazihærværk, der lige nu kan ses af alle de forbipasserende. Reklamen står nemlig ud til en trafikeret vej.

Han driver til dagligt forretningen Gammelpots Vadsæk på havnen i Ebeltoft, og det er i den forbindelse, han har opstillet den nu overmalede reklame.

Han har endnu ikke anmeldt episoden til politiet, men han ærgrer sig over hærværket.

"Nu sætter jeg et par ekstra plader over, for jeg kan ikke få malingen af," lyder det fra loppebutiksejeren i Ebeltoft.

Hærværk eller politisk motiv

Ifølge Lokalavisens oplysninger er symbolerne ikke i sig selv ulovlige, og det er derfor også tvivlsomt, om potentielle gerningsmænd vil blive dømt for andet end hærværk.

Der er dog alligevel et tvist, for hvis man udbreder et religiøst eller et politisk motiv mod nogen og håner dem i anliggende af deres race eller religion i en større kreds - fx. i form af offentligt hærværk, så kan gerningsmændene ifølge lovgivningen blive dømt for en såkaldt hatecrime eller hadforbrydelse.

Østjyllands Politi ønsker ikke at kommentere den konkrete sag, fordi der endnu ikke forelægger en anmeldelse.

Publiceret 23 January 2020 00:00