Vestre Landsret kører ankesag om 56-årig mand, der i byretten i Aarhus blev kendt skyldig i seksuelt overgreb på sin mindreårige steddatter.

Vestre Landsret kører ankesag om 56-årig mand, der i byretten i Aarhus blev kendt skyldig i seksuelt overgreb på sin mindreårige steddatter. Modelfoto: Adobe Stock

56-årig tiltalt for seksuelt overgreb på steddatter: Nægter hun overhovedet var tilstede

Stedfar blev kendt skyldig i Retten i Aarhus for overgreb på sin 9-årige steddatter. Dommen blev anket, og ankesagen kører nu i landsretten

Af
Jeppe Rafn

Mandag 20. januar begyndte ankesagen i Vestre Landsret i Viborg mod en 56-årig mand fra Aarhus, der er tiltalt for et andet seksuelt forhold end samleje med sin i dag 9-årige steddatter.

Manden blev for to måneder siden kendt skyldig i sagen i Byretten i Aarhus og fik en dom på seks måneders ubetinget fængsel, selvom han erklærede sig uskyldig. Dommen har han anket til frifindelse, subsidiært formildelse, mens anklagemyndigheden har anket dommen til skærpelse.

Overgrebet skulle have fundet sted om natten efter en fest enten i februar 2018 eller februar 2019, som den 56-årige årligt afholder i sit hjem. Steddatteren fortalte i september 2019 sin mor om overgrebet, men kunne ikke huske, om det var sket ved den ene eller anden fest.

Nægter hun var tilstede

Byretten forudsatte i sin dom, at steddatteren havde været til stede og overnattet hos stedfaren efter begge fester. Anklageren i Vestre Landsret læste den tiltaltes forklaring fra byretten op, hvoraf det fremgik, at steddatteren sammen med hans to andre børn havde overnattet hos ham efter festerne.

Det er imidlertid ikke en korrekt gengivelse af, hvad han havde sagt i byretten, sagde den tiltalte i dag i landsretten. Han siger, at han i byretten havde udtalt sig om, hvordan det plejede at være, når børnene overnattede hos ham.

Ved dagens retsmøde i Vestre Landsret afviste den 56-årige mand klokkeklart, at steddatteren overhovedet havde overnattet hos ham efter nogen af de to fester.

I forhold til festen i 2018 sagde han, at pigen kom hos ham ved middagstid, men blev afhentet af sin mor ved 19-20-tiden.

I forhold til festen i 2019 fortalte han i retten om flere sms’er med pigen og hendes mor. Dels en sms hvor moren skriver, hun kommer og henter hende klokken 15 som aftalt. Dels en sms fra ham om aftenen til pigen, hvor han skriver, han savner hende. Og endelig en sms om morgenen fra moren, hvor hun skriver, pigen alligevel ikke kommer over til ham i dag.

Sms’erne beviser ifølge den tiltalte, at pigen ikke overnattede hos ham ved festen i 2019.

Set pornofilm

En del af anklagerens bevisførelse går på, at den 56-årige mand har set pornofilm, hvori ordet steddatter indgår i titlen, og at han skulle have e interesse i sex med mindreårige. I efteråret 2017 så han en del pornoklip på nettet, og anklageren mener, at han aktivt har kigget efter videoer med stedfar og steddatter. Anklageren fremhævede nogle pornoklip, hvori disse ord indgår, som han havde set.

Det fremgik ikke klart, om han decideret har søgt efter disse specifikke ord, hvilket han selv nægter. Han sagde i retten, at han bare klikkede sig ind på nogle videoer på pornosiden Pornhub uden at kigge efter videoernes titler.

Det blev desuden bekræftet i landsretten, at alle medvirkende på Pornhub er mindst 18 år, og at der ikke blev fundet børnepornografi på nogle af de telefoner, computere og usb-stik, som politiet beslaglagde, da den tiltalte i efteråret 2019 blev anholdt. Det var på en af de beslaglagte computere, politiet havde konstateret, han havde set pornofilm.

Konflikt med moren

Den 56-årige mand mener, at anmeldelsen om det seksuelle overgreb på steddatteren bunder i en konflikt med pigens mor. De har en søn sammen, en lillebror til steddatteren, og forældrene kunne ikke finde ud af at få det til at fungere, efter de gik fra hinanden i 2016, forklarede den tiltalte i retten. De havde blandt andet flere samværssager i statsforvaltningen, som også kom til at dreje sig om steddatteren, der ligesom sin lillebror blev ved med at se stedfaren, selvom hendes mor ikke længere var sammen med ham.

”Jeg tror, hun følte sig presset af sin mor til at sige nogle ting, hendes mor gerne vil høre. Hun (ekskonen) har helt klart interesse i at lyve for at hævne sig på mig,” sagde den 56-årige mand i Vestre Landsret.

Ikke noget hun finder på

Ekskæresten afviste klart denne beskyldning, da hun som den næste skulle vidne i landsretten i dag.

”På ingen måde. Der er ingen vindere i det her. Han har været sød til at hjælpe mig, og den hjælp har jeg ikke længere.”

Hun afviste ligeledes et direkte spørgsmål fra anklageren, om overgrebet kunne være noget, datteren havde fundet på.

”Nej, det er fuldstændig usandsynligt.”

Betroede sig

Pigens mor forklarede i Vestre Landsret, som hun har gjort det i byretten, at datteren betroede sig til hende om overgrebet en aften i september 2019. Datteren sagde, hun havde noget alvorligt at fortælle, men moren måtte gentagende gange love, hun ikke blev sur på hverken datteren eller ekskæresten, inden datteren med sine egne ord sagde, han havde udsat hende for et seksuelt overgreb.

Det lykkedes moren at optage betroelsen på sin mobiltelefon. Det gjorde hun, sagde hun i retten, fordi hun var bange for at komme til at lægge ord i munden på datteren, og fordi hun var i tvivl, om datteren ville gentage beskyldningerne overfor en fremmed ved en senere afhøring hos politiet. Dagen efter anmeldte moren det til politiet, og en uge senere blev ekskæresten anholdt og sigtet for overgreb.

Lydoptagelsen med datteren, der fortæller sin mor om overgrebet, blev afspillet i retten, men det skete for lukkede døre ifølge Retsplejeloven § 29a, så Lokalavisens journalist og de øvrige tilhørere i Vestre Landsret måtte pænt forlade retssalen under afspilningen. Det samme vil gøre sig gældende, når retten i morgen på video skal se politiets afhøringer af den 9-årige pige.

Ændrede adfærd i 2018

Moren sagde i landsretten, at hun i starten troede, overgrebet havde fundet sted til festen i 2019, men at hun hurtigt blev overbevist om, at det var til festen i 2018, fordi datteren i 2018 ændrede adfærd.

Pigen ville kun modvilligt over at besøge stedfaren, og hun ville ikke lave legeaftaler med andre børn, uden moren var med. Morens forklaring står i kontrast til stedfarens, som siger, at der ikke er sket nogen ændring i hans forhold til steddatteren, som er blevet ved med at komme over til ham mange gange om måneden og jævnligt overnatte hos ham.

Fødselsdag for veninder

På samme måde er der uoverensstemmelse mellem moren og stedfarens forklaring på, om pigen overnattede hos ham efter festen i februar 2018. Stedfaren har som før skrevet sagt, at moren hentede hende først på aftenen.

Det afviser moren, som denne dag fejrede sin fødselsdag sammen med flere veninder. De fik noget at spise og drikke hjemme hos hende, og det blev i landsretten bekræftet af en af veninderne. Børnene var ikke hjemme, og hun kunne umuligt have været ovre at hente sin datter i løbet af aftenen, sagde veninden. Sidst på aftenen tog de i byen, og veninden har to billeder af dem i byen sammen. Moren forklarede, at hun hentede sin datter næste formiddag.

I byretten vidnede et af mandens vennepar, at moren hentede datteren til festen om aftenen i 2018. Venneparret skal også vidne i landsretten i morgen tirsdag 21. januar, hvor Lokalavisen også vil være til stede.

Ældste barns mor

Den 56-årige mand har også et barn med en anden kvinde, som han boede med i næsten 20 år. Hun var indkaldt af forsvaret som vidne og forklarede i retten, at hun ikke havde oplevet, at steddatteren havde ændret adfærd og var blevet fjern overfor stedfaren.

Hun bekræftede desuden den 56-åriges forklaring om, at han og pigens mor havde konflikter.

”De kunne ikke finde ud af det med børnene, efter de var gået fra hinanden,” sagde moren til den 56-årige mands ældste barn, som er et par år ældre end pigen.

Lokalavisen har fulgt sagen fra begyndelsen og skrevet disse tidligere artikler:

Sagen ultrakort

Den 56-årige mand blev anholdt 19. september 2019 og sigtet for et seksuelt overgreb på sin i dag 9-årige steddatter. Dagen derpå blev han varetægtsfængslet i fire uger, og to måneder senere blev han kendt skyldig i Retten i Aarhus og fik en dom på seks måneders ubetinget fængsel.

Retten lagde i sin afgørelse vægt på, at man fandt pigens forklaring om overgrebet troværdig.

Dommen er af forsvareren blevet anket til Vestre Landsret, der i disse dage behandler ankesagen ved landsretten i Viborg.

Publiceret 20 January 2020 20:48