Mand sigtet for have lokket kontooplysninger fra kvinde og spillet for 110.000 kroner.

Mand sigtet for have lokket kontooplysninger fra kvinde og spillet for 110.000 kroner. Modelfoto: Adobe Stock

Mand sigtet for at misbruge kvindes kontooplysninger og spille for 110.000 kroner

25-årig mand kræves varetægtsfængslet

Af
Jeppe Rafn

En 25-årig mand fra Aarhus er blevet anholdt og sigtet for at misbruge en 23-årig kvindes kontooplysninger og bruge dem til at spille for 110.000 kroner.

Han er i forvejen sigtet for flere lignende forhold, hvor han tager kontakt til kvinder via sociale medier og lokker dem til at give kontooplysninger og NemID-oplysninger, som han misbruger til at spille på diverse bettingtjenester og optage lån. Det oplyser Lau Christensen, leder af Økonomisk Kriminalitet, Østjyllands Politi.

Politiet fremstiller i dag den 25-årige mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus med krav om varetægtsfængsling.

"Han fortsætter, selvom han har flere verserende sager, og derfor har vi skredet til anholdelse og fremstilling," siger Lau Christensen, leder af Økonomisk Kriminalitet, Østjyllands Politi.

I den aktuelle sag, som han fremstilles for, mod den 23-årige kvinde har han ifølge politiet misbrugt hendes kontooplysninger omkring 77 gange til at spille for cirka 110.000 kroner.

Der vil på et tidspunkt blive rejst en samlet tiltale for alle bedrageriforholdene mod den 25-årige mand.

Hen er sigtet for at overtræde Straffelovens paragraf 279a om databedrageri.

Publiceret 16 January 2020 10:00