Foto: Adobe Stock

Foto: Adobe Stock drubig-photo - stock.adobe.com

Romantisk storsvindler anholdt i Østjylland:

Har drænet kvinders konti for over en mio. kr.

41-årig mand anholdt i Østjylland mistænkt for omfattende "romance scam".

Af
Jacob Nielsen

Københavns Politi har torsdag anholdt en 41-årig mand og sigtet ham for svindel begået mod forskellige kvinder for over en million kroner.

Svindlen er foregået ved såkaldt 'romance scam', hvor den 41-årige har indledt et forhold til kvinderne og skaffet sig adgang til NemID og andre koder, som han har brugt til at optage lån og købe diverse varer blandt andet elektronik.

Leder af afdelingen for økonomisk kriminalitet, Peter Reisz, forklarer til Lokalavisen.dk, at man først kom på sporet af manden i midten af december, hvor anmelserne om svindlen begyndte at indløbe rundt om i landet. I alt seks kvinder er forurettet i sagen, som omfatter hele 75 forhold.

"Han har mødt kvinderne på datingsites som Tinder. Derefter har han indledt et forhold til kvinderne, er flyttet ind hos dem og har henad vejen vundet deres tillad. Hvordan det så er lykkedes for ham at få lokket koder og informationer ud af kvinderne, ved vi endnu ikke," siger Peter Reisz, som samtidig fortæller, at manden torsdag blev anholdt i Østjylland, hvor han boede hos en kvinde.

Svindlen er ifølge politiet foregået fra 30. juli sidste år til midten af december måned.

Første forhold blev anmeldt til Københavns Politi, og derfor skal sagen køre i hovedstaden.

jn

Publiceret 09 January 2020 14:50