Børnene blev forladt i vinterkulden på Park Allé, Aarhus. Foto: Google Maps

Børnene blev forladt i vinterkulden på Park Allé, Aarhus. Foto: Google Maps

Politiet har endnu ikke fundet efterladte børns forældre

De to små børn er midlertidigt hos en plejefamilie i Aarhus

Nogen lykkelig afslutning på den hjerteskærende historie om to små børn, der lørdag aften blev fundet efterladt ved et busskur på Park Allé i Aarhus, er der endnu ikke.

Politiet efterforsker stadig sagen for at finde frem til børnenes forældre, men det er endnu ikke lykkedes.

Det siger vagtchefen søndag morgen til P4 Østjylland.

I øjeblikket bliver der arbejdet på at tjekke videoovervågningen fra områdets butikker, for at se om disse kan hjælpe med identificeringen.

Politiet overvejer også at udsende billeder af drengen og pigen for at se, om det kan få relevante vidner på banen.

De to børn blev fundet lørdag aften af to mænd, der var på vej ud at spise på restaurant. De tog sig af børnene, indtil politiet ankom.

De er nu blevet placeret hos en plejefamilie i Aarhus.

Drengen og pigen taler ikke dansk, og politiet formoder, at de er af østeuropæisk afstamning.

Pigen på cirka 1 år har sort hår og var iført sorte støvler, blå jeans, blå jakke med små hvide prikker og blå hue.

Drengen på cirka 2,5 år havde ligeledes sort hår og var iført grønne støvler, bordeaux bukser og en mørk jakke med 'cars'.

dp

Publiceret 15 December 2019 08:49