Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stock

Politirapporten:

Mor tog sine to børn med til butikstyveri

Her er uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

En 40-årig kvinde havde sine to børn med, da hun klokken 16.17 stjal noget krydderi, hårspænder og legetøj i Føtex på Gudrunsvej i Brabrand. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

En vagt opdagede, at kvinden proppede tingene i lommerne og forlod butikken uden at betale. Han tilbageholdt kvinden, som efterfølgende blev sigtet af politiet.

Døgnets øvrige hændelser

Kørte på løbehjul med stoffer på sig

En 19-årig mand blev onsdag klokken 14.13 standset af en patrulje, da han kom kørende på et løbehjul på Frederiks Allé i Aarhus. Betjentene havde mistanke til, at han havde stoffer på sig, og den mistanke holdt stik.

Da de visiterede den 19-årige, fandt de flere poser med kokain, hash og heroin. Han blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.

Stor mængde kobber stjålet

En virksomhed i Viby blev på et tidspunkt mellem tirsdag klokken 19.00 og onsdag klokken 7.15 udsat for tyveri. I et lager blev der stjålet omkring 800 kilo kobberrør til en værdi af mange tusinde kroner. Østjyllands Politi efterforsker nu forholdet nærmere.

Færdsel

Onsdag klokken 7.25 skete der et færdselsuheld i krydset Carl Krebs Vej/Busvej i Aarhus N. En 49-årig kvindelig bilist svingede til højre og ramte ind i en 60-årig mand, som kom cyklende ligeud. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Onsdag klokken 7.35 skete der et færdselsuheld i krydset Dalgas Avenue/Marselis Boulevard i Aarhus C. En 53-årig mandlig bilist flettede ind foran en lastbil ført af 21-årig mand, hvorefter der skete sammenstød, så bilen blev skubbet ind i en lygtepæl, der væltede. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade. Den 53-årige blev sigtet for at foretage et ulovligt vognbaneskift.

Onsdag klokken 8.00 skete der et færdselsuheld i krydset Oddervej/Stenvej i Højbjerg. En 43-årig mandlig bilist svingede til venstre og ramte ind i en 37-årig mand, som kom gående over fodgængerfeltet. Fodgængeren kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Onsdag klokken 12.05 skete der et færdselsuheld i krydset Skanderborgvej/Nordbyvej i Viby. En 72-årig mandlig bilist svingede til venstre ad Nordbyvej og blev ramt af en bil ført af en 20-årig kvinde. Ved sammenstødet blev den 72-åriges bil skubbet over i en husmur. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade. Den 72-årige blev efterfølgende sigtet for at foretage et ulovligt venstresving og for ikke at overholde sin vigepligt.

Onsdag klokken 13.33 skete der et færdselsuheld på Sintrupvej i Brabrand. En 21-årig kvindelig bilist kørte ud fra en indkørsel og ind foran en bil ført af en 56-årig mand, hvorefter bilerne stødte sammen. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.

Onsdag klokken 19.57 blev en 19-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Kongevellen i Risskov.

Indbrud

• På Ingasvej i Brabrand begået onsdag d. 11/12 klokken 20.50

• På Rampen i Risskov begået mellem onsdag d. 11/12 klokken 23.00 og torsdag d. 12/12 klokken 5.45

jwh

Publiceret 12 December 2019 21:52