Foto: Rigspolitiet

Politirapporten: Bil med spædbarn endte på taget - påkørt af narkobilist

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

Færdsel

Tirsdag kl. 17.36 skete der et færdselsuheld på Djurslandsmotorvejen ved Skødstrup. En 26-årig mandlig bilist påkørte bagfra en bil, ført af en 34-årig kvinde, der efterfølgende røg ud i rabatten, hvor bilen rullede rundt og endte på taget. Den 34-årige kvinde og hendes spædbarn, der var med i bilen, blev kørt til kontrol på skadestuen, men var umiddelbart ikke kommet til skade. Den 26-årige mandlige bilist blev testet positiv for narkotika og blev sigtet for narkokørsel

Mand med trækharmonika anholdt

En fodpatrulje på strøget i Aarhus blev tirsdag kl. 12.18 opmærksom på en mand, der stod og spillede på trækharmonika. Foran sig havde manden en kasse med en del mønter i. Betjentene kunne se, at manden forsøgte at få øjenkontakt med de forbipasserende for at få dem til at smide nogle flere mønter i kassen, og den 56-årig mand fra Slovakiet blev derfor anholdt og sigtet for betleri.

Mænd kravlede rundt på tag

Tirsdag kl. 20.08 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en borger, der havde set tre personer, den ene af dem med en lommelygte, kravle rundt på et tag i et industriområde på Tomsagervej i Åbyhøj. Der blev sendt flere patruljer til stedet, hvor der blev fundet diverse værktøj, der var efterladt på taget og under et vindue.

Kort efter fik en af patruljerne øje på to mænd, der luntede afsted på Viby Ringvej. Da de ikke umiddelbart lignede motionister, tog patruljen kontakt til dem. De to mænd på 34 og 43 år, identificerede sig med rumænske ID-kort, og oplyste, at de blot var ude at løbe en tur. De virkede dog hverken særligt forpustede eller svedige, og de kunne heller ikke oplyse, hvor de var på vej hen, eller hvad de i øvrigt lavede i Danmark. De to mænd blev derfor anholdt og sigtet for forsøg på indbrud.

Smed kokain ud af vinduet, da han så politiet

Tirsdag kl. 22.10 kørte to betjente fra Specialpatruljen på Rosenhøj Bakke, da en bil bakkede ud lige foran den civile politibil. Betjentene blinkede en gang med udrykningen, hvilket gjorde føreren af den anden bil forskrækket.

Da betjentene steg ud af bilen så de, at der blev kastet et lille hvidt bundt ud af vinduet. Det viste sig at være seks salgsposer med kokain, og da den 20-årige mand også blev fundet i besiddelse af en telefon, der havde indikationer af at blive brugt som ”narkotelefon”, og flere tusinde kroner, blev han anholdt og sigtet for salg af narkotika.

Mindreårige butikstyve i Føtex

Tirsdag kl. 13.48 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Føtex på Skæring Parkvej i Egå, hvor personalet havde tilbageholdt en 14-årig dreng. En butiksdetektiv havde set den 14-årige dreng blande en stor pose bland-selv-slik, som han gik rundt med, indtil den pludselig forsvandt. Da butiksdetektiven tog fat i drengen, der var gået mod udgangen uden at betale for noget, viste det sig, at slikposen var havnet i drengens rygsæk, hvor der også lå en Cult-drik. Da drengen er under den kriminelle lavalder, blev hans mor og de sociale myndigheder kontaktet og orienteret om episoden.

Kl. 15.00 var det Føtex i Viby Centeret, det havde besøg af en mindreårig butikstyv. Her havde en butiksvagt pågrebet en 14-årig dreng, der havde stjålet en pakke frikadeller, som han havde puttet i sin rygsæk, hvorefter han havde forsøgt at forlade butikken, uden at betale for noget. Da drengen er under den kriminelle lavalder, blev han kørt hjem til sine forældre. De sociale myndigheder blev ligeledes orienteret om episoden.

Færdsel

Tirsdag kl. 09.02 skete der et færdselsuheld på Nordre Strandvej i Risskov. En 68-årig mandlig bilist kom kørende ad Nordre Strandvej og skulle dreje til højre ad Violvej, da han påkørte en 58-årig mandlig cyklist, som kom kørende på cykelstien. Cyklisten røg op over bilens kølerhjelm og landede på asfalten og slog sin hofte. Den 68-årige bilist blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Færdsel

Tirsdag kl. 15.35 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en bilist, der kørte bag ved en lastbil, der var læsset med bilskrot. Lastbilen tabte noget af godset ned på vejen, og en patrulje viste den derfor ind på rasteplads Gudenå og tog kontakt til den 50-årige fører, der blev sigtet for at have tabt gods på vejen.

Færdsel

Tirsdag kl. 22.52 skete der et færdselsuheld på Skanderborgvej i Viby J. En 27-årig mandlig cyklist kom kørende ad Skanderborgvej, da han blev påkørt af en bil, ført af en 48-årig mand, der skulle svinge til venstre ad Rosenvangs Allé. Cyklisten blev kørt til kontrol på skadestuen, hvor det kunne konstateres, at han blandt andet havde brækket flere ribben. Den 48-årige bilist blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Indbrud i private hjem i Aarhus Kommune

På Voldbækvej i Brabrand begået onsdag den 11/22 kl. 03.20.

jr

Publiceret 11 December 2019 17:46