Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stock

23-årig skal otte måneder i fængsel:

Stalkede og chikanerede gammel klassekammerat

Ung mand blev dømt for flere gange at overtræde tilhold mod sin tidligere klassekammerat og true hende på livet

(Denne artikel er blevet rettet. Vi skrev i første omgang, at den chikanerede kvinde var den dømtes ekskæreste. Hun fortæller dog til Lokalavisen Aarhus, at de to aldrig har haft et forhold, men at de kender hinanden fra folkeskolen.)

En 23-årig mand fra Brabrand er ved Retten i Aarhus blevet idømt otte måneders ubetinget fængsel for gentagne gange at have overtrådt det tilhold, han har mod en 23-årig kvinde, som han tidligere har gået i folkeskole med.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den unge mand blev dømt for i mange tilfælde i løbet af i år at have ringet til kvinden, skrevet til hende via sms’er og sociale medier og opsøgt hende på gaden og andre steder, selvom han havde et tilhold.

Han blev desuden kendt skyldig i at have truet kvinden på livet via flere beskeder på Messenger.

Han blev anholdt i begyndelsen af juli og har siden siddet varetægtsfængslet i sagen.

I 2017 blev manden også dømt for at overtræde tilholdet mod kvinden, men han fortsatte altså senere med at kontakte hende.

"Den 23-årige kvinde er blevet forfulgt og chikaneret på alle tænkelige måder, både personligt og via beskeder og telefonopkald. Derfor er jeg tilfreds med, at retten med dommen har vist, at det kan få en alvorlig konsekvens på den måde at stalke en anden person," siger anklager Jakob Beyer.

Den 23-årige udtog sig betænkningstid i forhold til at anke.

dp

Publiceret 10 December 2019 12:54