Skønhedsskole udsat for groft hærværk tre gange på en uge:

"Jeg har ikke nogen fjender"

Adam Beauty Academy i Egå har været særdeles hærværksplaget den seneste uge

Af
Danni Paulsen

Det var noget af et syn, der mødte Adam Johansen og hans ansatte, da de mandag morgen mødte på arbejde i Adam Beauty Academy på Stavneagervej 11 i Egå.

Natten til mandag omkring klokken 01 blev skønhedsskolen udsat for groft hærværk.

Ifølge politiets døgnrapport var der blevet knust en stor rude, spejle og mange andre genstande var ødelagt, og derudover var der hældt maling og hårprodukter ud på inventar, gulve og vægge med store skader til følge.

"Der var meget smadret," siger den syriske ejer Adam Johansen selv på engelsk til Lokalavisen Aarhus.

Det er første gang, Østjyllands Politi oplyser om hærværk mod skønhedsskolen, men ejeren kan fortælle, at der tilsyneladende er tale om gentagne tilfælde af hærværk.

"De har været her tre gange på en uge. Det startede med, at den ene side af skolen blev skadet, derefter var det den anden, og i nat kom de så ind på skolen og smadrede alle spejle, stoler og meget andet. Og så var der også produkterne ud over det hele," siger han.

Østjyllands Politi bekræfter, at stedet har været stærkt hærværksplaget.

"De to andre tilfælde er skrevet som forsøg på indbrud og ikke hærværk. Der blev knust en rude ved to andre lejligheder, så jeg kan bekræfte, at der er tale om tre tilfælde," siger kommunikationsmedarbejder Jakob Christiansen og tilføjer:

"Det er selvfølgelig noget vi tager med i vores videre efterforskning."

Hvad motivet for ødelæggelserne er, ved hverken politiet eller Adam Johansen.

"Jeg har ikke nogen fjender. Jeg flyttede hertil fra København i august og åbnede skolen, der kører godt og er blevet en succesfuld forretning. Måske har vi fået nogle konkurrenter... jeg ved det ikke. Mig bekendt har vi ikke nogen fjender, så jeg har ingen idé om, hvem der gør det her," lyder det undrende fra ejeren, der dog heldigvis har kunnet holde forretningen kørende på trods af den ramponerede skole.

"Det var virkelig galt, men vi har gjort rent og har kalenderen fuld af klienter. Godt nok er vinduet og spejlene smadret, men det er funktionelt," forsikrer han.

Østjyllands Politi vil meget gerne høre fra vidner, der har set noget mistænkeligt omkring Stavneagervej i Egå eller har oplysninger, hvem der kan stå bag.

Publiceret 09 December 2019 14:34