Foto: Google Maps

Foto: Google Maps

Politirapporten:

Ubuden skolegæst stjal pantflasker

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

En pedel på et gymnasium på Dollerupvej i Aarhus opdagede mandag kl. 16.38 to ubudne gæster på skolens grund.

De to mænd havde sneget sig ind ad en bagindgang og havde stjålet en pose med pantflasker, som de nåede at stikke af med.

Politiet blev tilkaldt og efter at have talt med skolens personale, kørte patruljen til det mest nærliggende supermarked for at tjekke, om mændene var løbet derhen for at indløse panten.

Og ganske rigtigt: En 38-årig mand, som svarede nøje til pedellens signalement, stod ved supermarkedet med en pose fyldt med flasker.

Han påstod, at det var hans egne tomme flasker, men betjentene kørte ham tilbage til skolen, hvor personalet straks genkendte ham som en af gerningsmændene.

Den 38-årige blev derfor anholdt og sigtet for tyveri.

Færdsel

Mandag kl. 7.21 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Brabrand. En 21-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 22-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade. Den 21-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende.

Mandag kl. 10.32 skete der et færdselsuheld på Grenåvej i Skødstrup. En 70-årig mandlig bilist kørte ind i en bil, som holdt parkeret i siden af vejen. Han blev efterfølgende kørt til tjek på skadestuen, men han kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.

Mandag kl. 18.03 blev en 27-årig mand anholdt og sigtet for at køre uden førerret og for at have en ulovlig peberspray i bilen, da han blev standset af en patrulje på Jernaldervej ved Aarhus V.

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Aarhus:

• På Saturnvej i Viby begået mellem søndag d. 17/11 kl. 10.00 og mandag d. 18/11 kl. 11.30

• På Visbjerg Hegn i Mårslet begået mellem onsdag d. 13/11 kl. 12.00 og 18/11 kl. 15.10

• På Dalvangen i Højbjerg begået mandag d. 18/11 mellem kl. 16.45 og kl. 17.30

• På Majvej i Aarhus V begået mandag d. 18/11 mellem kl. 15.00 og kl. 20.00

Publiceret 19 November 2019 12:20