Arkivfoto

Arkivfoto

Mand fundet død i Aarhus Havn

En 66-årig mand fundet død i havnen

Mandag aften klokken blev en 66-årig mand fundet i vandet i Aarhus Havn.

Østjyllands Politi fik klokken 23.28 anmeldelsen i forbindelse med, at den 66-årige havde gået tur med sin hund, der var set løbe rundt ved Udsigtstårnet omkring Bernhard Jensens Boulevard iført halsbånd og hundesnor.

Kort efter politiet ankom til stedet, blev en person set liggende livløs ude i vandet, cirka 30 meter fra Udsigtstårnet.

Et vidne, der er tidligere elitesvømmer, svømmede ud for at hente manden ind til kajen, hvor betjentene fik ham bjerget op og påbegyndte hjerte-/lungeredning.

Kort efter ankom ambulancen, og manden blev kørt til Aarhus Universitetshospital, men hans liv stod ikke til at redde, og klokken 01.00 blev han erklæret død. De pårørende er underrettet, oplyser politiet.

Østjyllands Politi oplyser, at intet tyder på, at manden er blevet udsat for noget kriminelt, og det er umiddelbart politiets vurdering, at der er tale om en ulykke.

Politiet skal nu på baggrund af yderligere undersøgelser på findestedet og et ligsyn forsøge at afdække de nærmere omstændigheder ved ulykken.

dp

Publiceret 19 November 2019 08:54