Mand blev afsløret af sine tænder.

Mand blev afsløret af sine tænder. Modelfoto: Adobe Stock.

Afsløret af tænderne: 45-årig mand fra Indien udgav sig for 26-årig

Tandlæge afslørede indisk mand, der udgav sig for at være en anden og meget yngre mand

En 45-årig mand fra Indien er blevet afsløret i at opholde sig ulovligt i Danmark og udgive sig for at være en anden person. Det oplyser Østjyllands Politi.

Den indiske mand havde i mandags været hos en tandlæge i det nordlige Aarhus, hvor han identificerede sig med et sundhedskort, der tilhørte en 26-årig mand, som er kunde på klinikken. Manden fik taget nogle røntgenbilleder, som han betalte for kontant, og det blev aftalt, han skulle komme tilbage torsdag og blive behandlet for det, som røntgenbillederne viste.

Tandlægen blev dog mistænksom, fordi manden så væsentligt ældre ud end 26 og talte dårligere dansk, end tandlægen huskede den 26-årige fra tidligere besøg. Og ikke mindst fordi de nye røntgenbilleder slet ikke passede med tidligere røntgenbilleder.

Tandlægen kontaktede derfor politiet, da manden kom torsdag morgen for at blive behandlet. Han sad i klinikkens venteværelse, da politiet ankom og bad ham om at legitimere sig. Han fremviste det førnævnte sundhedskort på den 26-årige kunde, men politiet troede ikke på ham og anholdt ham og visiterede ham, hvorefter man fandt frem til, at han reelt var en 45-årig mand fra Indien, der opholder sig ulovligt i Danmark.

Han er foreløbigt tilbageholdt af politiet i op til tre døgn, mens hans sag forelægges for Udlændingestyrelsen.

Det oplyser Østjyllands Politi.

jr

Publiceret 15 November 2019 14:11