Arkivfoto

4-årige drenge forcerede hegn og gik fra institution i Aarhus

To drenge gik fra institution - blev fundet i god behold hjemme hos den ene af dem

Af
Jeppe Rafn

Artiklen er blevet opdateret med kommentarer fra dagtilbudsleder.

To drenge på fire år forsvandt torsdag eftermiddag fra Børnehaven Bakkehuset i Skødstrup, hvor de var kravlet over et hegn, der ifølge dagtilbudsleder Else Kjær opfylder kravene til institutionshegn.

"Hegnet var endda lige blevet forstærket og bygget højere, der hvor de var kravlet over, men børn er jo kreative," siger Else Kjær, der er dagtilbudsleder for de kommunale daginstitutioner og dagplejen i Skødstrup.

Dagtilbudslederen ved ikke præcist, hvordan børnene er kommet over hegnet, men hun har talt med pædagogen, der fortæller, at han havde set drengene fem minutter før, de pludselig var væk. Derefter begyndte man at lede efter drengene i institutionen, og da de ikke var at se nogen steder, begyndte man at lede udenfor institutionen blandt andet med hjælp fra forældre, der var kommet for at hente deres børn.

Patrulje kom forbi

Der blev også taget kontakt til en politipatrulje, der tilfældigvis kom forbi børnehaven kl. 15.38, og der blev ifølge Østjyllands Politi sat gang i en større eftersøgning med hjælp fra flere politipatruljer og forældre med videre.

Eftersøgningen nåede dog knap igang, før drengene blev fundet hjemme hos den ene af dem, som de altså var gået hjem til. De var i god behold, oplyser dagtilbudslederen om drengene, der ifølge politiet sad og legede, da de blev fundet. Drengens hjem ligger en lille kilometers gang fra Bakkehuset, fortæller Østjyllands Politis pressemedarbejder Janni Lundager til Lokalavisen.

Bakkehuset vil nu gennemgå alle procedurer for at undgå, at der sker en lignende episode igen.

"Det skal ikke ske, og vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at det ikke sker igen," siger dagtilbudsleder Else Kjær.

jr

Publiceret 15 November 2019 11:52