Foto: Rigspolitiet

Truet med kniv og slået med jernrør: To mænd fra Aarhus Vest anholdt for røveri

To af tre formodede røvere er blevet anholdt

To mænd på 19 og 20 år fra Aarhus Vest er blevet anholdt og sigtet for at have begået et røveri i Hadsten.

Røveriet fandt sted sent om aftenen lørdag 12. oktober i Østergade og gik ud over to mænd på 19 og 22 år. De blev truet med en kniv, og den 19-årige blev slået med et jernrør, som han havde forsøgt at forsvare sig med.

Gerningspersonerne blev beskrevet som tre unge mænd med mellemøstlig udseende, som truede sig til at få ofrenes punge, inden de kørte væk i en hvid BMW X3.

Østjyllands Politi har efterforsket røveriet, lige siden det fandt sted for godt en måned siden, og slog torsdag morgen til i en koordineret aktion mod de to unge mænd fra Aarhus Vest.

De to anholdte blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Randers, hvor politiet krævede dem varetægtsfængslet.

Det ønske efterkom dommeren. De blev begge varetægtsfængslet i fire uger og kærede ikke kendelsen til landsretten

Politiet mangler fortsat at få fat i den tredje gerningsmand.

jr

Publiceret 14 November 2019 11:40