Bilbrand på Stillingvej ved Borum.

Bilbrand på Stillingvej ved Borum. Øxenholt Foto

Tre bilbrande i nat i Aarhus og vest for Aarhus

Bilbrande i Galten, Borum og Åbyhøj

Af
Jeppe Rafn

Onsdag kl. 23.51 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om en bilbrand på Stillingvej ved Borum.

Bilen brændte ud, inden branden blev slukket, oplyser Østjyllands Politi til Lokalavisen.

"Vi sendte en patrulje derud, men der var ingen spor, og det har ikke været muligt at fastslå brandårsagen. Der er ikke fundet nogle ting, der viser, at branden skulle være påsat," fortæller pressemedarbejder Jakob Christiansen, Østjyllands Politi.

Galten

Mindre end en halv time senere, torsdag kl. 00.12, blev Østjyllands Brandvæsen kaldt ud til en anden bilbrand på Bispevænget i Galten, der hører under Skanderborg Kommune og dermed Sydøstjyllands Politi.

Bilbrand på Bispevænget i Galten.

Bilbrand på Bispevænget i Galten. Øxenholt Foto

Det var en voldsom brand i en bil, der stod i en åben garage og udbrændte. Ilden spredte sig til garagetaget og hustaget, og to beboere blev hjulpet ud af huset, oplyser Sydøstjyllands Politi til Lokalavisen.

Politiet efterforsker branden og undersøger brandårsagen, som i skrivende stund er ukendt.

Åbyhøj

Torsdag morgen kl. 5.29 kom der en ny melding om en bilbrand.

Det foregik ved Oldjorden Haveforening i Åbyhøj, hvor en bil brændte ud.

¨"Der er ingen tegn på, at branden er påsat," siger pressemedarbejder Jakob Christiansen, Østjyllands Politi.

Publiceret 14 November 2019 10:46