Foto: Midttrafik

Buschauffør ville ikke ringe efter taxa: Så blev han slået af passager og skubbet ud af sin bus

Passager blev voldelig overfor buschauffør ved endestation

Natten til torsdag kl. 00.35 blev en buschauffør overfaldet af en mandlig passager ved endestationen på Rødlundvej i Harlev.

Passageren, der var steget på bussen på Klostertorv i Aarhus C, gik op til chaufføren og bad ham om at ringe efter en taxa.

Chaufføren har forklaret til politiet, at han spurgte manden, om han ikke selv havde en telefon. Manden bad ham igen ringe efter en taxa, hvilket chaufføren nægtede og bad ham om at forlade bussen. Det ville han ikke, og chaufføren gik derfor ud fra sit førersæde, pegede mod døren og bad ham igen om at forlade bussen, oplyser Østjyllands Politi.

Det fik manden til at slå ud efter chaufføren, som blev ramt på kinden og på læben. Ifølge chaufførens forklaring blev han herefter skubbet ud af bussen, så han landede på jorden, hvorefter manden forsøgte at sætte sig oven på ham, hvilket han dog ikke fik held til, da det lykkedes chaufføren at skubbe ham væk.

Chaufføren løb derefter ind i bussen og fik lukket døren. Passageren forsøgte at få åbnet døren og råbte til chaufføren, at han skulle åbne, hvilket han ikke gjorde. Han kontaktede i stedet driftscenteret, der bad ham om at køre fra stedet og ringe til politiet.

Politiet sendte en patrulje til Harlev, der kort efter spottede en 33-årig mand, der svarede til beskrivelsen af den voldelige mand. Han blev anholdt og sigtet for vold og for narkobesiddelse, da der i forbindelse med visitationen af ham blev fundet en joint i hans bukselomme.

jr

Publiceret 14 November 2019 13:09