Bilist gik amok på ægtepar.

Bilist gik amok på ægtepar. Modelfoto: Adobe Stock

Rasende bilist gik amok på medtrafikant: Bed ham hårdt i fingeren og slog ham i asfalten

47-årig mand og hans kone fik medtrafikants vejvrede at føle

En 39-årig mand blev onsdag eftermiddag så rasende i trafikken, at det endte med at koste en 47-årig mand en tur på skadestuen og ham selv en tur på politistationen.

Den 47-årige kom kl. 15.30 kørende med sin 50-årige kone på Skanderborgvej i Viby, hvor vejen flettede ind til ét spor på grund af vejarbejde.

Bagved kørte den 39-årige mand helt tæt på dem og var tydeligt frustreret over, at han ikke kunne komme forbi, oplyser Østjyllands Politi.

Da der igen var to spor lidt længere fremme, overhalede han indenom og satte sin bil på tværs af ægteparrets bil.

Det førte til en diskussion, hvor den rasende mand gik helt på kvinden og råbte adskillige skældsord af hende. Hendes mand forsøgte at få ham væk, men pludselig bed den 39-årige mand ham hårdt i en finger og gav ham adskillige knytnæver i ansigtet, så han til sidst røg i asfalten.

Politiet blev tilkaldt, og en patrulje fik anholdt den 39-årige mand og sigtet ham for vold.

Den 47-årige mand blev kørt til skadestuen og behandlet for mindre skader i ansigtet og i fingeren, oplyser politiet.

jr

Publiceret 07 November 2019 11:34