Foto: Øxenholt Foto

Foto: Øxenholt Foto

Mystisk hændelse i Lidl opklaret:

68-årig mand anholdt

Flere personer blev tirsdag aften evakueret i Lidl, da der var meldinger om et muligt kemikalieudslip. Der var blot tale om peberspray, oplyser Østjyllands Politi, som har anholdt en person for episoden

Østjyllands Politi anholdt sent tirsdag aften en 68-årig mand, som sigtes for at have sprayet med peberspray i en Lidl-butik i Viby, så flere personer fik det dårligt. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Klokken 18.47 modtog politiet en anmeldelse fra en kunde, der havde fået det dårligt, efter hun havde handlet i Lidl på Christians X's Vej i Viby.Da politiet ankom til stedet, kunne betjentene konstatere, at der var flere personer i butikken, som havde fået det dårligt.

Da der var mistanke om et muligt kemikalieudslip, evakuerede politiet derfor 35 personer i butikken, der alle blev registreret og afhørt, inden de blev sendt hjem. Ingen af personerne var umiddelbart kommet til skade eller havde behov for behandling, oplyser Østjyllands Politi i pressemeddelelsen.

Området omkring Lidl blev afspærret, deriblandt rundkørslen og en del af Christian X’s Vej og Jyllands Allé, mens Beredskabsstyrelsens kemiske beredskab, der bærer navnet 'HazMat', undersøgte området nærmere. Der blev ikke fundet spor af farlige kemikalier, og klokken 22.45 ophævede politiet derfor alle afspærringerne igen.

I stedet kunne politiet igennem deres efterforskning konstatere, at det var peberspray, som havde giver folk ubehag. Politiet fandt blandt andet frem til den 68-årige via overvågning og elektroniske spor, og han blev anholdt på sin bopæl i Aarhus Vest. Her fandt politiet flere ulovlige pebersprays, som han blev sigtet for at besidde. Derudover blev han sigtet for grov vold ved at have udsat flere personer for peberspray. Den spray, den 68-årige havde brugt i Lidl, blev fundet i butikken, oplyser Østjyllands Politi i pressemeddelelsen.

jwh

Publiceret 23 October 2019 10:06