Afspærring af Lidl på Christian X's Vej i Viby.

Afspærring af Lidl på Christian X's Vej i Viby. Øxenholt Foto

Lidl-kunder fik det dårligt, men der var ikke tale om kemikalieudslip

35 kunder blev evakueret fra Lidl-butik i Viby

Området omkring Lidl på Christian X’s Vej i Viby var tirsdag aften afspærret på grund af mistanke om et muligt kemikalieudslip.

En kunde havde kl. 18.47 ringet til politiet og sagt, hun havde fået det dårligt efter at have handlet i butikken. Politiet kørte derud, hvor flere kunder havde det dårligt, så man evakuerede derfor omkring 35 personer, som blev registreret og afhørt.

En kunde fortæller til P4 Østjylland, at han fik svien i øjnene og næsen inde i butikken, hvor det lugtede lidt sødt og chiliagtigt. Slet ikke som det plejer i butikken.

Politiets indsatsleder siger til radioen, at nogle havde åndedrætsbesvær.

Området omkring Lidl, inklusive rundkørslen og en del af Christian X’s Vej og Jyllands Allé, blev afspærret, mens politiet, brandvæsnet og Beredskabsstyrelsen undersøgte stedet.

Klokken 21 var afspærringen delvist ophævet og trafikken givet fri, og klokken 22.45 oplyste politiet, at man var færdig med alle undersøgelser og havde ophævet alle afspærringer.

Der blev ikke fundet noget, og politiet konkluderer, der ikke har været noget kemikalieudslip.

Ingen personer er umiddelbart kommet til skade eller har haft behov for behandling. Hvorfor kunderne fik det dårligt, står hen i det uvisse.

jr

Publiceret 23 October 2019 06:57