Arkivfoto

Arkivfoto

Politirapporten: Mindreårig tyv i Bauhaus, flugtbilist og mange indbrud i Højbjerg

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

Søndag kl. 14.38 bemærkede en butiksvagt i Bauhaus i Tilst en dreng, der virkede mistænkelig. Vagten fulgte efter drengen og observerede ham, mens han gik rundt i butikken. På et tidspunkt bemærkede vagten, at drengen tog nogle varer ud af indpakningen og gemte dem under trøjen.

Vagten fulgte efter drengen op til kassen, og da han ikke betalte for varerne, blev han stoppet på vej ud af butikken, hvorefter der blev ringet efter politiet.

Det viste sig, at den 15-årige dreng havde stjålet noget lys og noget tape til godt 600 kroner. Han blev sigtet for butikstyveri og kommunen og hans forældre blev orienteret.

Mindre brand i lejlighed

Søndag kl. 17.47 kørte politi og brandvæsen til en lejlighed i Anholtsgade i Aarhus C, hvor der var udbrudt brand. Der var tale om en mindre brand, som gav mindre skader i lejligheden. Ilden opstod formentligt i elektronikken i en vaskemaskine. Ingen personer kom til skade.

Færdsel

Søndag kl. 16.07 blev en 51-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Observatorievejen i Aarhus C.

Søndag kl. 12.48 skete der et færdselsuheld i krydset Ringvej Syd/Christian X’s Vej i Viby. To biler, med henholdsvis en 20-årig mand og en 33-årig mand bag rattet, var kørt sammen i krydset med materiel skade til følge.

Søndag kl. 18.46 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Brabrand. En bilist overhalede ifølge vidner en 18-årig bilist indenom og ramte ind i siden på den 18-åriges bil, da han trak ud i yderbanen. Mens den 18-årige efterfølgende trak ind på en rasteplads, kørte den anden bilist videre på motorvejen uden at give sig til kende. Der skete umiddelbart kun materiel skade ved uheldet.

Søndag kl. 23.23 blev en 24-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Haurumsvej i Tilst.

Mandag kl. 6.36 skete der et færdselsuheld i krydset Brendstrupgårdsvej/Hedeager i Aarhus N. En 24-årig kvinde blev ramt af en bil, da hun kom cyklende ud i krydset. Cyklisten væltede ned på asfalten og pådrog sig mindre skader. Bilisten stak af fra stedet uden at give sig til kende.

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt otte indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Harestien i Højbjerg begået søndag den 20/10 kl. 01.40
  • På Balagervej i Viby begået mellem fredag den 11/10 kl. 08.00 og søndag den 20/10 kl. 13.05
  • På Ny Moesgårdsvej i Højbjerg begået mellem fredag den 11/10 kl. 16.00 og mandag den 14/10 kl. 14.00
  • På Elmehøjvej i Højbjerg begået mellem fredag den 18/10 kl. 16.00 og søndag den 20/10 kl. 13.00
  • På Nørresøvej i Risskov begået mellem lørdag den 19/10 kl. 12.00 og søndag den 20/10 kl. 19.00
  • På Dalsvinget i Højbjerg begået søndag den 20/10 mellem kl. 17.30 og kl. 21.30
  • På Haldsøvej i Risskov begået mellem fredag den 18/10 kl. 15.45 og søndag den 20/10 kl. 22.00
  • På Capellavej i Højbjerg begået søndag den 20/10 mellem kl. 12.00 og kl. 22.00

Publiceret 21 October 2019 19:28