Arkivfoto

Politiet ledte efter savnet 8-årig i Aarhus:

Men han hoppede selv på toget hjem til Esbjerg

En lille dreng var lørdag eftermiddag savnet i Aarhus, hvor politiet ledte og ledte efter ham. Men drengen var selv hoppet på et tog hjem til Esbjerg

Det er nok et mareridt for alle forældre at blive væk fra sit lille barn midt i en stor menneskemængde i en fremmed by. Lørdag eftermiddag var det en virkelig oplevelse for en familie fra Esbjerg, som havde taget turen til Aarhus. Da forældrene befandt sig på Strøget, opdagede de, at deres 8-årige søn manglede. Han var simpelthen blevet væk.

Det satte gang i den helt store eftersøgning, og tre timer efter var den lille dreng fortsat ikke fundet, hvilket fik Østjyllands Politi til at udsende en offentlig efterlysning med billede af drengen. På kort tid blev efterlysningen delt og delt på de sociale medier. Politiet ledte efter drengen i Aarhus med den teori, at han muligvis var søgt ind i butikker, på toiletter eller lignende.

Alt imens panikken nok steg hos familien, kunne politiet heldigvis komme med en glædelig nyhed. Den otteårige dreng havde nemlig selv fundet frem til banegården i Aarhus, hvor han havde taget toget hjem til Esbjerg. En tur på omkring to og en halv time.

"Vi får på et tidspunkt mistanke om, at han selv har taget toget hjem til Esbjerg. Derfor får vi noget familie til at stille sig klar på stationen - og det viste sig at være tilfældet," siger Martin Christensen fra Østjyllands Politi dagen derpå til Ekstra Bladet.

jwh

Publiceret 20 October 2019 11:30