Foto: Rigspolitiet

Politirapporten: 15-årig slog, sparkede og svinede betjente til

15-årig havde ingen interesse i at tale med politiet

Mandag kl. 22.21 blev en patrulje på Dr. Holsts Vej i Åbyhøj opmærksomme på en gruppe unge mennesker, hvoraf en af dem stod med en tændt joint. Betjentene gik derfor hen til gruppen og tog kontakt til drengen, der stod med jointen, og bad ham om at identificere sig selv. Det nægtede han på trods af gentagne opfordringer fra betjentene, der til sidst trak ham væk fra gruppen og sigtede ham for narkobesiddelse. Da han fortsat ikke ønskede at oplyse, hvem han var, blev han anholdt, for at politiet kunne sikre hans identitet.

På vej hen til patruljebilen slog han én af betjentene og forsøgte at skubbe ham væk, mens han råbte, at han ikke havde gjort noget galt. Han fortsatte med at skubbe, sparke og slå og råbte også skældsord efter betjentene. Han blev derfor også sigtet for vold og fornærmelig tiltalte mod polititjenestemand og for ikke at ville opgive sit navn. Fra bagsædet af politibilen oplyste drengen til sidst hvem han var, og den 15-årige dreng blev kørt ind til politigården og kommunens Børn og Unge vagt blev orienteret.

Byttede om på prismærker

Mandag kl. 15.53 kom en kvinde ind i butikken Kids2Kids i True ved Tilst, hvor en medarbejder genkendte hende, da kvinden også den 6. oktober, sammen med sine børn, havde været inde i butikken, hvor hun havde byttet om på prismærker på tøjet, og derved betalt mindre end hun skulle. Medarbejderen ringede til politiet, mens hun holdt øje med kvinden, der stod og kradsede i nogle prismærker. Da patruljen kom til stedet blev den 33-årige kvinde sigtet for bedrageri.

Færdsel

Mandag kl. 16.10 skete der et færdselsuheld på Djurslandsmotorvejen ved Aarhus N. Under køkørsel stødte en lastbil, ført af en 22-årig kvinde, ind i bilen foran, ført af en 77-årig mand, der efterfølgende blev skubbet frem i en tredje bil, der blev ført af en 36-årig mand. Der skete betydelig materiel skade ved sammenstødet, men umiddelbart ingen personskade. Den 22-årige kvinde blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven ved ikke at holde tiltrækkelig afstand til den forankørende bil.

Færdsel

Natten til tirsdag kl. 01.54 blev en 26-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Viborgvej i Tilst.

Indbrud i private hjem i Aarhus Kommune

  • På Solhøjvej i Hasle, Aarhus V begået mellem lørdag den 12/10 kl. 10.00 og mandag den 14/10 kl. 06.30
  • På Damkærvej i Harlev begået mellem lørdag den 12/10 kl. 16.00 og mandag den 14/10 kl. 07.18
  • På Sønderskovvej i Lystrup begået mellem fredag den 11/10 kl. 16.00 og mandag den 14/10 kl. 07.00
  • I Lystruplund i Lystrup begået mandag den 14/10 mellem kl. 07.30 og kl. 10.45
  • På Nordre Strandvej i Risskov begået mellem lørdag den 5/10 kl. 1.00 og mandag den 14/10 kl. 09.00
  • På H.C. Andersens Vej i Åbyhøj begået mellem fredag den 11/10 kl. 16.00 og mandag den 14/10 kl. 13.30

jr

Publiceret 15 October 2019 18:18