Arkivfoto

Politirapporten: Passager gik amok på bil og sparkede forruden i stykker

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

14 vindrelaterede anmeldelser mandag nat/morgen

Østjyllands Politi har i løbet af natten og mandag morgen modtaget 12 anmeldelser, der har relateret sig til den kraftige vind. Den første anmeldelse kom kl. 04.26, hvor en lygtepæl var væltet ud på Viborgvej i Hasle i Aarhus V. De efterfølgende ca. 3½ timer kom der otte anmeldelser om væltede træer i Hornslet, Aarhus, Randers, Odder, Hadbjerg, Gjerlev og Mørke. Derudover kom der en anmeldelse om ledninger, der var faldet ned i en lysregulering i Aarhus, om et elskab der var blæst op i Hasselager, om et slingrende stillads i Aarhus C, flagrende bygningsbeklædning i Randers og en smadret vindmølle ved Randers.

Vinden har lagt sig noget i løbet af formiddagen, men på det var måske en anledning til lige at få tjekket, om havemøblerne stadig står, hvor de skal, og om trampolinen skal spændes ekstra godt fast, så den er klar til kommende efterårsstorme.

Færdsel

Søndag kl. 13.53 skete der et færdselsuheld på Tingskovvej i Mårslet. En 44-årig kvindelig bilist påkørte en jordvold på en privatvej, der er ejet af en 50-årig mand. Ved påkørslen kom bilen om på siden og den 44-årige kvinde skulle have hjælp til at komme ud af bilen. Kvinden slap dog uskadt fra uheldet.

Færdsel

Natten til mandag kl. 00.50 blev en 27-årig mandlig bilist sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Holmstrupgårdvej i Brabrand. Da det var tredje gang inden for tre år, at den 27-årige blev taget i at køre bil uden at have et gyldigt kørekort blev bilen beslaglagt med henblik på konfiskation. Dette fik den 23-årig mandlige passager i bilen til at fare op og han sparkede flere gange på bilens forrude, der til sidst knuste. Den 23-årige mand blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Færdsel

Natten til mandag kl. 04.20 blev en 23-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Nordlandsvej i Risskov.

Færdsel

Natten til mandag kl. 04.26 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Hasle, Aarhus V, hvor en lygtepæl var væltet ud på kørebanen som følge af nattens blæsevejr. En varebil kom kørende på vejen, og påkørte lygtepælen med mindre skade på varebilen til følge.

Indbrud i private hjem i Aarhus Kommune

  • På Bjørnholms Allé i Viby begået lørdag den 12/10 mellem kl. 13.00 og kl. 15.00
  • I Skovparken i Risskov begået mellem onsdag den 9/10 kl. 14.00 og lørdag den 12/10 kl. 16.45
  • På Bülowsgade i Aarhus C begået mellem lørdag den 12/10 kl. 11.30 og søndag den 13/10 kl. 17.57
  • På Musvågevej i Aarhus V begået mellem fredag den 11/10 kl. 15.00 og søndag den 13/10 kl. 20.00
  • På Grønnegade i Aarhus C anmeldt mandag den 14/10 kl. 02.51

jr

Publiceret 14 October 2019 15:58