Foto: Rigspolitiet

Politiet havde opgivet at finde voldsmand: Så trådte han ud af en elevator for næsen af betjentene

16-årig dreng sigtet for vold i nattelivet

En politipatrulje på Lille Torv i Aarhus blev i nat kontaktet af en 16-årig dreng, der fortalte, at han og hans venner netop var blevet passet op og overfaldet af en person.

På vej ud fra McDonald's på Store Torv tog personen fat i en af hans venner og sagde 'giv mig 500 kroner'. Det samme gjorde personen ved den 16-årige, som desuden blev nikket en skalle.

Da vennerne talte med politiet, kom gerningspersonen gående forbi, så den ene betjent satte efter personen, som forsvandt ind ad en port ved Christiansgade.

En hundepatrulje søgte forgæves efter voldsmanden i baggården, og betjentene havde besluttet sig for at forlade stedet, da de gik forbi en elevator. Døren gik op, og ud af elevatoren trådte den eftersøgte, som var en 16-årig dreng.

Han blev anholdt, sigtet for vold og kørt til politigården til afhøring under tilstedeværelse af sin far og kommunens Børn og Unge-vagt.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Publiceret 14 October 2019 16:17