Foto: Øxenholt Foto.

Politiet om bilbrande:

"Vi har forskellige hypoteser og spor, som vi forfølger"

Østjyllands Politi arbejder på at finde frem til gerningsmændene bag de mange bilbrande, som politiet efterforsker som påsatte

Østjyllands Politi er i gang med en samlet efterforskning af både tirsdagens bilbrande og den seneste tids lignende brande i Aarhus, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

”Vi ser med meget stor alvor på de påsatte bilbrande, og derfor er vi også i fuld gang med en større koordineret efterforskning af de seneste ugers brande. Vi har forskellige hypoteser og spor, som vi forfølger, men som vi af hensyn til efterforskningen ikke kan dele med offentligheden lige nu. Men jeg kan garantere, at vi gør alt, hvad vi kan for at sætte en stopper for det og få fat i gerningsmændene,” siger politiinspektør Michael Kjeldgaard i pressemeddelelsen.

Politiets forebyggelsesmedarbejdere har også øget indsatsen i områderne i forbindelse med bilbrandene.

”Ud over en intensiv efterforskning har vi også fokus på at skabe tryghed i områderne. Vi har øget patruljeringen i de berørte områder, og vores medarbejdere i nærmiljøerne er løbende i tæt dialog med beboere, klubber og væresteder, ” siger Michael Kjeldgaard.

Flere brande det seneste døgn

Klokken 23.15 tirsdag aften kom der en anmeldelse om, at der var ild i en bil på en p-plads på Ludvig Feilbergs Vej i Åbyhøj. To biler fik store brandskader. De foreløbige undersøgelser tyder på, at branden har bredt sig fra en bil til den bil, der stod ved siden af.

I nat klokken 2.27 var den så gal igen, da fire biler stod i brand på Fjældevænget i Aarhus V. Alle fire nåede at få store skader. Også her har ilden formentligt bredt sig fra en bil til de omkringstående. Samme sted på Fjældevænget blev en bil også forsøgt antændt omkring kl. 23.05. Her døde ilden dog ud, inden den nåede at forårsage større skader.

Har du oplysninger om brandene, opfordrer Østjyllands Politi dig til at ringe til tlf. 114.

jwh

Publiceret 09 October 2019 10:49