Foto: Øxenholt Foto

Brand i flere biler på parkeringsplads:

Personer flygtede fra stedet

Bilbrandene i det vestlige Aarhus fortsætter

Østjyllands Politi fik natten til tirsdag klokken 04.11 en anmeldelse om, at der var brand i flere biler, der holdt parkeret på Langkærvej i Tilst. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

En 29-årig mandlig beboer havde stået på gaden foran nummer 25, da der pludselig udbrød brand i én af bilerne, der holdt parkeret foran blokken. Manden så herefter en mand, som ifølge politiet havde et udenlandsk udseende, løbe fra stedet i retning mod det grønne område nord for Langkærvej.

Da politiet ankom til stedet, var der brand i tre biler, men ikke umiddelbart risiko for, at branden ville sprede sig yderligere. Brandvæsnet fik hurtig slukket branden, men to af bilerne udbrændte totalt, mens den tredje bil primært fik brandskader på den udvendige side. Årsagen til branden kendes endnu ikke, fremgår det af døgnrapporten.

Patruljerne lavede undersøgelser af gerningsstedet og foretog forhøringer i området, der pegede på, at branden var blevet påsat af én eller flere personer. En beboer havde hørt en kvinde råbe ”jeg har set jer”, hvorefter en mandsperson havde sagt noget i stil med ”kom vi løber”.

Østjyllands Politi vil gerne i kontakt med den kvinde, der angiveligt havde set og anråbt personerne. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

jwh

Publiceret 08 October 2019 11:35