Gravid kvinde blev overfaldet i skov med henblik på at hun skulle abortere sit barn.

Gravid kvinde blev overfaldet i skov med henblik på at hun skulle abortere sit barn. Modelfoto: Adobe Stock

Otte aarhusianere kendt skyldig i groft overfald på gravid: Skulle skræmmes til at foretage abort

Alle otte tiltalte kendt skyldig i planlægning af og overfald på kvinde, som en af de tiltalte havde gjort gravid

Af
Jeppe Rafn

I dag blev der afsagt dom i den meget omtalte sag om et gruppeoverfald på en 21-årig gravid kvinde, som skulle skræmmes til at foretage en abort.

Alle otte tiltalte personer, som er 20-27 år og kommer fra Aarhus, blev kendt skyldige i at have planlagt og udøvet grov vold i forening mod den 21-årige kvinde, der også er fra Aarhus.

Bagmanden, som ifølge retten havde gjort hende gravid og taget initiativ til overfaldet, fik en dom på ni måneders fængsel og skal fortsat sidde varetægtsfængslet i sagen. De andre tiltalte fik mellem tre og seks ubetinget måneders fængsel, men blev løsladt efter dagens domsafsigelse. De har alle siddet varetægtsfængslet i flere måneder og har dermed udstået deres straf, lød rettens afgørelse.

Lokkeduerne

Overfaldet fandt sted søndag 5. maj ved 23-tiden i et skovområde tæt ved Skjoldhøjkollegiet i Brabrand. Offerets to veninder, der ifølge offeret var nære som 'søstre', blev kendt skyldige i at have lokket hende ud i skoven, velvidende at hun skulle overfaldes.

Begge veninder nægter sig skyldig i at have deltaget i overfaldet og har i retten forklaret, at de ikke var klar over, hun skulle overfaldes. Den enes advokat ankede straks dommen til frifindelse, mens den anden udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen på seks måneders ubetinget fængsel.

Tæskeholdet

Ude i skoven blev den 21-årige gravide kvinde overfaldet af fire unge kvinder, der i retten blev kaldt tæskeholdet. De erkendte alle under deres afhøringer i retssagen at have deltaget i overfaldet og accepterede deres domme. Tre af dem fik en dom på seks måneders ubetinget fængsel, mens den fjerde slap med fire måneders fængsel, fordi hun ikke tog del i selve den fysiske afstraffelse, men 'kun' kiggede på og holdt vagt i skoven.

De fire kvinder har i retten forklaret, at det ikke var deres hensigt med overfaldet at fremprovokere en abort, men kun at skræmme offeret til at få foretaget en abort. Den forklaring godtog retten.

En af de tiltalte føres ind i retten til et tidligere retsmøde.

En af de tiltalte føres ind i retten til et tidligere retsmøde. Foto: Jeppe Rafn

Bagmand

Den 27-årige mand, som ifølge retten havde gjort offeret gravid og taget initiativ til og orkestreret overfaldet på hende, har hele tiden nægtet sig skyldig. Han nægter at have haft et forhold til hende og at have planlagt overfaldet, og hans advokat Mette Grith Stage har anket dommen til frifindelse i landsretten.

Som den eneste af de tiltalte skal han fortsat sidde varetægtsfængslet, fordi der ifølge dommeren er risiko for, at han kan påvirke offeret og de andre tiltalte inden en ny retssag, hvis han er på fri fod. Afgørelsen om varetægtsfængsling blev ligeledes anket.

Lillebror

Bagmandens 24-årige lillebror blev kendt skyldig i at have været chauffør for tæskeholdet og dermed haft kendskab til og taget del i overfaldet.

Han har ligesom sin bror hele tiden erklæret sig uskyldig i anklagen og udbad sig betænkningstid i forhold til at anke sin dom på tre måneders fængsel.

Glædestårer i retten

Østjyllands Politis anklager havde krævet mindst et år og tre måneders fængsel til alle de tiltalte. Tæskeholdspigerne var tydeligt lettede og glade, da de modtog rettens dom på mellem fire og seks måneders fængsel og meldingen om, at straffen var udstået med varetægtsfængslingen.

De kunne derfor forlade retten som frie kvinder, og flere af dem græd og omfavnede hinanden og deres advokater. En af de unge kvinders advokat, Henrik Hougaard, kalder dommen for 'rigtig', men minder om, at anklageren jo har mulighed for at anke dommen. De løsladte kan derfor endnu ikke vide sig sikre på, at sagen er overstået for deres vedkommende.

De fire andre tiltalte modtog deres dom med mere blandede følelser, selvom de alle fik en mildere dom, end anklageren havde lagt op til.

Den ene af 'lokkeduerne' rystede på hovedet, da hun blev kendt skyldig, og hendes advokat ankede som nævnt straks til frifindelse.

Bagmanden modtog sin dom roligt og måtte som den eneste finde sig i atter at få sat håndjern på i retten og blive ført tilbage i arresten.

Anklager vil nærlæse dom

Østjyllands Politis anklager Jakob Beyer siger til Lokalavisen, at han vil nærlæse dommen og dens præmisser, før anklagemyndigheden tager stilling til, om man vil anke dommene til landsretten.

Han havde krævet mindst et år og tre måneders fængsel til de to veninder, de fire på tæskeholdet og chaufføren, mens bagmanden skulle straffes med mindst halvandet års fængsel.

Alle de tiltalte fik altså en væsentlig kortere straf, end anklageren havde ønsket. Bagmandens fængselstraf var halv så lang som ønsket, og de øvrige tiltaltes straffe var mindre end halv så lang tid som ønsket.

Lokalavisen har fulgt alle sagens fem retsmøder, som du kan læse om herunder:

Retsreportage: Gift mand hyrede tæskehold til at gennembanke kvinde, han havde gjort gravid

Retsreportage: Slog gravid kvinde seks gange i solar plexus

Retsreportage: Familiefar nægter at stå bag overfald på gravid kvinde

Retsreportage del 3: Gravid kvinde fik bank i skov – veninder nægter at have lokket hende derud

Groft gruppeoverfald på gravid: "Jeg sagde, jeg var gravid og blødte nedefra, men de var ligeglade og blev ved"

Publiceret 01 October 2019 14:28