Drabet fandt sted her på Engdalsvej i Brabrand.

Drabet fandt sted her på Engdalsvej i Brabrand. Foto: byrd/Rasmus Laurvig

Nabokonflikt endte med drab: Overbo blev fundet med kniv i halsen

En 54-årig mand blev i dag fremstillet ved Retten i Aarhus tiltalt for drabet på sin overbo. Han meldte sig selv, men nægter sig skyldig

Af
Sofie Amalie Skovsager

En 54-årig mand er sigtet for knivdrab på en 56-årig kvinde i december. Kvinden var overbo til den tiltalte mand.

Hun blev fundet udenfor sin lejlighed på Engdalsvej i Brabrand dræbt af flere knivstik og stukket med flere forskellige slags knive. Da politiet kom frem, lå hun med en kniv i halsen.

Underboen kontaktede alarmcentralen og fortalte, at han havde slået hende ihjel. Han blev anholdt på gerningsstedet, da politiet ankom til adressen.

Længerevarende nabokonflikt

Den tiltalte havde på gerningstidspunktet boet på adressen i 28 år, og overboen havde boet i sin lejlighed i endnu flere år.

I retten forklarede den drabstitalte, at hans kvindelige overbo ofte smækkede med døren, når hun kom hjem fra sit arbejde i løbet af natten. Hun vaskede desuden tøj i hånden, hvilket havde medført fugtskader og skjolder på tapetet i hans lejlighed. Hun ryddede ikke op efter sig selv, og hun overholdt ikke vedtægterne i ejerforeningen. Når hun vandede blomsterne i sin altankasse, så dryppede vandet ned på hans ruder.

Den 54-årige mand forklarede, at konflikten mellem dem var startet for over 20 år siden. Han havde flere gange forsøgt at snakke med hende om generne, men følte ikke, at han blev taget seriøst. Hun havde dog foreslået, at han skulle komme op i hendes lejlighed, så de kunne tale om tingene.

På gerningsdagen bankede han på døren til sin overbo med et diagramark over vandrørerne. Kvinden åbnede ikke døren, men han kunne høre, at hun var hjemme. Det gjorde ham frustreret. Han ville derfor tage en snak med hende, når hun kom hjem fra arbejde om natten.

Søgte psykologhjælp forud for drabet

Dagen forinden havde han søgt hjælp på retspsykiatrisk akutafdeling i Aarhus med selvmordstanker, nedtrykthed og søvnbesvær. Han havde fortalt om konflikten med overboen og sagde, at han havde lyst til at skære i hende med en kniv.

Han fik udleveret sovemedicin og overnattede på psykiatrisk skadestue. Retspsykiatrisk afdeling vurderede, at han havde en depression. Den efterfølgende dag blev han sendt hjem med antidepressiv medicin og sovemedicin.

Da han kom hjem, tog han sin medicin efter anvisningen og gik i seng. Han vågnede ved midnatstid, hvor han satte sig i sit køkken og ventede på, at overboen kom hjem fra arbejde. Han ville fortælle hende, at nu var det alvor med fugten.

Dræbt med flere knive

Da hendes bil kørte ind på parkeringspladsen, besluttede han sig for at gå hende i møde udenfor. Han medbragte flere knive, men kan ikke huske at have stukket hende med knivene. Han husker kun, hvad han sagde til hende:

"Det er alvor. Vi skal have gjort noget ved de her fugtskader."

Han forklarede videre i retten, at han ikke kan forstå, hvad der skete, fordi han blot ville true hende. Han havde aldrig truet hende før, og han var i tvivl, om hans reaktion skyldes medicinen.

Overboen blev stukket gentagne gange med fire forskellige knive på krop og hals. Hun blev fundet på fortovet med en kniv i halsen foran lejlighedskomplekset på Engdalsvej i Brabrand, efter han havde ringet 112 og sagt, han havde slået sin overbo ihjel.

Foto: byrd/Rasmus Laurvig

Østjyllands Politis anklager afspillede alarmopkaldet i retten, hvor manden blandt andet siger, at overboen havde taget pis på ham i mange år.

I retten forklarede manden, at opkaldet var tåget for ham. Han synes, at han vrøvler i opkaldet og kan ikke kende sig selv.

Nægter sig skyldig

Den 54-årige mand nægter sig skyldig, fordi han ikke husker at have slået kvinden ihjel. Efter drabet er der lavet en mentalundersøgelse, der konkluderer, han er sindssyg.

Erklæringen viser desuden, at han har en personlighedsforstyrrelse, reagerer på baggrund af følelser og har en svær depression.

I gerningsøjeblikket havde han vrangforestillinger, men var ikke påvirket af rusmidler.

Siden drabet har han været på den lukkede psykiatriske afdeling i Risskov. Han føler, at han er i bedring, og han er selv interesseret i at fortsætte behandlingen.

Han græd under hele retsmødet og sagde flere gange, at han var ked af det, der var sket, og at det ikke var den rigtige ham, der havde gjort det.

"Jeg vil gerne sige undskyld. Jeg er meget ked af det og føler med familien," gentog han til allersidst.

Anklageren går efter en anbringelsesdom uden længstetid på en psykiatrisk afdeling.

Den tiltaltes forsvarer Mette Lund Thomsen argumenterer for en behandlingsdom for den psykiske lidelse og som forebyggelse mod fremtidig kriminalitet.

Der bliver afsagt dom i morgen.

Publiceret 30 September 2019 16:49