Arkivfoto

Arkivfoto

Brutalt overfald ved Bruuns Galleri:

Mand sparket adskillige gange i ansigtet

32-årig mand blev overfaldet torsdag middag. To mænd er sigtet for vold

Østjyllands Politi fik torsdag kl. 13.27 en anmeldelse om, at en 32-årig mand var blevet overfaldet ved indgangen til Bruuns Galleri i Jægergårdsgade i Aarhus.

Vidner har forklaret til politiet, at to personer var kommet hen til manden, som de havde slået i hovedet, så han faldt til jorden, hvorefter de sparkede ham flere gange i ansigtet.

De var herefter gået fra stedet i retning mod DGI-huset.

Vidnerne kunne give et godt signalement af de to mænd, som blev sendt rundt til alle patruljer.

Kort efter så en patrulje ved Comwell Hotel tre personer, hvoraf de to passede med signalementet på de to gerningsmænd. Patruljen standsede de tre mænd på 21, 22 og 24 år ved broen under Spanien og sigtede dem alle for vold.

I forbindelse med visitation af dem blev den 21-årige fundet i besiddelse af en klump hash, og han blev derfor også sigtet for narkobesiddelse.

Efterfølgende viste det sig, at det kun var de to mænd på 21 og 24 år, der kunne sigtes for vold, og sigtelsen mod den 22-årige blev derfor frafaldet.

Alle tre mænd blev løsladt igen efter endt afhøring.

dp

Publiceret 27 September 2019 11:55