Arkivfoto

Arkivfoto

Musikvideo-optagelser gav uro i Viby: Politibil ramt af kastet sten

Unge maskerede mænd skabte dårlig stemning under optagelser og kastede sten efter en patruljebil

Af
Sofie Amalie Skovsager

Østjyllands Politi fik onsdag klokken 19.10 en anmeldelse om, at flere unge, maskerede mænd var samlet på Rosenhøj Torv i Viby. Der blev sendt flere patruljer til stedet, hvor en stor gruppe mænd var samlet foran et pizzeria.

Der var opsat standerlamper med kraftigt lys, og mændene fortalte, at de var i færd med at optage en musikvideo. Mændene fik besked på, at de skulle tage maskeringen af, når optagelserne var afsluttet. Det indvilligede de i.

Senere på aftenen klokken 20.35 fik politiet besked om, at optagelserne nu var flyttet til Søndervangs Allé i Viby, og at der var ved at opstå dårlig stemning på stedet.

Der blev sendt en patrulje til stedet, der fik kontakt til to af personerne. De oplyste, at optagelserne snart ville være afsluttet, hvorefter de ville forlade stedet.

Kastede sten efter politiet

Da optagelserne var færdige, kørte patruljen ind på Rosenhøj Torv og parkerede bilen. Kort efter blev der kastet en genstand mod patruljebilen, så der lød et højt brag.

Det viste sig, at det var en sten, der var blevet kastet mod patruljebilen og havde smadret bilens venstre baglygte.

Betjentene så ikke, hvem der kastede stenen, og ingen af de tilbageværende personer på stedet ønskede at tale med politiet.

Stenen blev sikret, og der blev oprettet en sag vedrørende forsøg på vold mod polititejenestemand.

Publiceret 26 September 2019 13:25