Foto: Google Maps

Foto: Google Maps

15-årig dreng tiltalt for voldtægtsforsøg i børnehave

Ifølge tiltalen skulle en 15-årig have blufærdighedskrænket og forsøgt at voldtage et barn

En rigtig alvorlig sag har ramt Højbjerg i det sydlige Aarhus.

En blot 15-årig dreng er blevet tiltalt for at krænke et barn på en legeplads i Vuggestuen og Børnehaven Holmetræet i Højbjerg.

Det skriver JP Aarhus, der har fået aktindsigt i anklageskriftet mod den 15-årige, som er blevet tiltalt for forsøg på voldtægt og blufærdighedskrænkelse.

Offeret for krænkelsen skulle angiveligt være et femårig barn, og overgrebet skete tilbage i september 2018.

Anklagemyndigheden oplyser til JP Aarhus, at man forventer en straf på et-tre års fængsel.

"Udgangspunktet i de her sager er en langvarig ubetinget fængselsstraf. Men der er tale om en ung tiltalt, og det er klart, at de personlige oplysninger vil indgå både i anklagemyndighedens påstand og i selve strafudmålingen, hvis retten dømmer ham skyldig," siger specialanklager Jan Østergaard, som kalder sagen rigtig alvorlig.

Angiveligt var den 15-årige tiltalte i praktik i dagtilbuddet i nogle dage.

Der er ikke mistanke om, at andre børn skulle være blevet krænket.

dp

Publiceret 30 August 2019 12:40