Arkivfoto: Øxenholt Foto

Arkivfoto: Øxenholt Foto

Politirapporten:

Unge ballademagere anholdt efter råb mod politiet

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

En 18-årig kvinde og en 21-årig mand blev tirsdag lidt over klokken 20 begge anholdt på Åby Ringvej i Brabrand.

En større gruppe unge havde forsamlet sig på stedet, da en patrulje kiggede forbi. Den 21-årige begyndte at råbe mod politiet og forsøgte at opildne hans venner. Det fik betjentene til at anholde den 21-årige og sigte ham for at forstyrre den offentlige orden.

Anholdelsen gjorde en 18-årig kvinde så vred, at hun råbte skældsord efter betjentene. Hun blev derfor også anholdt og sigtet for at fornærme politiet.

31-årig sigtet for øltyveri og parfumehæleri

En 31-årig mand blev tirsdag kl. 15.35 tilbageholdt af en vagt fra Netto på Thorvaldsensgade i Aarhus. Manden havde taget to øl og en deodorant, inden han forlod butikken uden at betale for varerne. Vagten fik fat i ham og ringede til politiet, der kort efter kom frem.

Patruljen på stedet sigtede den 31-årige for tyveri. Manden havde ud over de stjålne varer også syv nye parfumer på sig, som han fortalte, at han havde fået af en ukendt person. Han blev derfor også sigtet for hæleri ved at have modtaget varer, der formentligt er stjålet.

16-årig stjal parfumer i Magasin

En 16-årig dreng måtte en tur på politistationen i Aarhus, da han tirsdag kl. 16.18 blev taget i at stjæle to parfumer fra Magasin på Immervad. Videoovervågningen viste, hvordan den 16-årige først tog en parfume ned i tasken og bagefter stak en i bukselinningen, inden han gik ud af butikken. Han blev dog opdaget af en vagt, og politiet blev tilkaldt. På politistationen blev han sigtet for tyveri, og hans forældre og de sociale myndigheder blev underrettet.

Færdsel

Tirsdag kl. 7.36 skete der et færdselsuheld i krydset Paludan Müllers Vej/Marienlystvej i Aarhus N. En 29-årig kvindelig bilist svingede til højre og ramte ind i en 26-årig mand, som kom cyklende ligeud. Cyklisten blev efterfølgende kørt til Skejby Sygehus, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Tirsdag kl. 13.22 skete der et færdselsuheld i krydset Paludan-Müllers Vej/Vestre Ringgade i Aarhus C. En 25-årig mandlig bilist og en 28-årig mandlig bilist stødte sammen i krydset. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade.

Tirsdag kl. 17.20 blev en 21-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Rymarken i Hasle.

Tirsdag kl. 17.50 skete der et færdselsuheld i krydset Jernaldervej/Runevej i Hasle. En 29-årig mandlig bilist ramte op bag i en bil ført af en 31-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 29-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende. '

Tirsdag kl. 19.02 skete der et færdselsuheld på Ringvej Syd i Viby. En 34-årig mand var kommet ind i den forkert vejbane med sin lastbil og bakkede derfor ud igen. Her ramte han en bil ført af en 51-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Lastbilchaufføren blev sigtet for sin farlige manøvre.

Onsdag kl. 2.33 blev en 32-årig mand anholdt og sigtet for at køre sprit- og narkokørsel, da han kom kørende på sin knallert på Mejlgade i Aarhus C.

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

• På Næsbyvej i Højbjerg begået tirsdag d. 20/8 mellem kl. 8.00 og kl. 12.00

• På Max Müllers Gade i Aarhus C begået tirsdag d. 20/8 mellem kl. 6.45 og kl. 14.30

• På Løvenholms Allé i Viby begået tirsdag d. 20/8 kl. 20.21

• På Ågade i Spørring begået onsdag d. 21/8 kl. 2.49

• På Birketinget i Aarhus C begået onsdag d. 21/8 kl. 4.19

Publiceret 21 August 2019 13:18