Foto: Google Maps

Foto: Google Maps

Politirapporten:

Fuld mand skabte utryghed i Tranbjerg

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

Østjyllands Politi måtte fredag eftermiddag rykke ud til Fakta på Ingerslevtoften i Tranbjerg på grund af en fuld mand.

Klokken 16.05 var en 53-årig beruset mand ubehagelig og generende overfor kunderne og personalet. Da patruljen ankom, fandt betjentene manden i et nærliggende busskur, hvor en 69-årig mand i mellemtiden var blevet tildelt et slag i ansigtet af den 53-årige.

Den 53-årige blev endvidere fundet i besiddelse af en kniv, hvorfor han blev anholdt og sigtet for vold og våbenbesiddelse.

Færdsel

Der skete et færdselsuheld fredag kl. 08.14 på Viby Ringvej i Åbyhøj, da en 34-årig mand kørte på sin motorcykel i 2. vognbane ad Viby Ringvej mod syd. Han bemærkede, at lysreguleringen blev gul i krydset Viby Ringvej og Søren Frichs Vej, hvorfor han påbegyndte sin nedbremsning. I den forbindelse gled motorcyklen på asfalten, så han væltede, og motorcyklen gled ind under en bil, som holdt stille i venstresvingsbanen. Ingen personskade.

Fredag kl. 09.30 blev en 26-årig mandlig bilist sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Vesterbrogade i Århus C.

Fredag kl. 20.45 blev en 26-årig mandlig bilist sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Frydenlunds Alle i Århus V.

Fredag kl. 21.29 blev en 31-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spiritus- og narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Hasle Ringvej i Århus V. Den 31-årige blev under visitation fundet i besiddelse af hash.

Fredag kl. 23.54 blev en 18-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Vestre Ringgade i Århus C. Ligeledes blev han sigtet for at køre uden sikkerhedssele. Under ransagning af bilen blev der fundet skunk.

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Aarhus.

  • På Ryhaven i Århus V begået fredag d. 9/8 mellem kl. kl. 0815 og kl. 1525
  • På Snogebæksvej i Århus V begået fredag d. 9/8 mellem kl. 1245 og kl. 1655

Publiceret 10 August 2019 10:46