Illustration: Lokalavisen

Banner med hagekors hængt op på motorvej

Højrenationale bannere hængt op på motorvejsbroer i Aarhus og Randers

Af
Jeppe Rafn

Onsdag aften blev der hængt flere bannere op med politiske budskaber på flere motorvejsbroer i Aarhus og Randers.

Østjyllands Politi oplyser til Lokalavisen, at der er tale om højrenationale/nationalsocialistiske budskaber. På et af bannerne er der hagekors, fortæller politiets pressemedarbejder Jakob Christiansen.

Man må ikke bare sådan hænge bannere op, så politiet var ude at fjerne bannerne, efter man i aftes klokken 21.30 fik den første anmeldelse.

"Der var ikke noget ulovligt i selve budskabet, men de hang til gene for trafikken," siger pressemedarbejder Jakob Christiansen, Østjyllands Politi.

Ifølge politiets døgnrapport er det nogle mænd, der har hængt bannerne op på motorvejsbroer i Aarhus og Randers. Der er dog ikke nogen anholdt i sagen, som bliver undersøgt af politiet.

"Vi har en idé om, at vi skal lede i det højrenationale miljø, men vi har ikke nogen gerningsmand."

Der blev hængt omkring seks bannere op ved Aarhus og Randers.

Publiceret 08 August 2019 14:32