Viborgevj i Lading.

Viborgevj i Lading. Foto: Google Maps

Bilist kørte 123 km/t i by på Viborgvej

Ny fartkontrol på Viborgevj i Lading

Østjyllands Politi har for anden gang indenfor en god uges tid været på fartkontrol på Viborgvej i Lading mellem Aarhus og Hammel.

Den seneste kontrol fandt sted mandag aften fra klokken 18 til 20, hvor 20 køretøjer blev taget i at køre for stærkt. Otte kørte så stærkt, at de får et klip i kørekortet, og én kørte over dobbelt så stærkt som tilladt og får derfor en ubetinget frakendelse af kørekort. Bilisten kørte hele 123 km/t igennem landsbyen, hvor hastighedsgrænsen er 50 km/t.

Da politiet forrige lørdag aften havde en fotovogn på stedet i tre timer, blev 63 taget i at køre for stærkt. 16 af dem fik klip, én fik betinget frakendelse og én ubetinget frakendelse af kørekortet. Sidstnævnte bilist kørte 105 km/t.

Bilisterne kan i øvrigt godt regne med, at det ikke er sidste gang, politiet holder en fotovogn ind i vejsiden i Lading. Østjyllands Politi har nemlig forsynet pressemeddelelsen på Twitter med hashtagget #vikommerigen.

jr

Publiceret 30 July 2019 14:06