Øxenholt Foto

En person dræbt i trafikulykke i Aarhus

Voldsom trafikulykke med dødelig udgang

En person er blevet dræbt i en voldsom trafikulykke med to biler i Aarhus. Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.

Vagtchef Michael Ørum uddyber overfor Lokalavisen, at den dræbte er en 24-årig mand, og at hans pårørende har fået besked.

Han var en af tre personer i den ene af de to biler, der kørte sammen i det nordlige Aarhus i lyskrydset ved Vejlby Ringgade og Vorregårds Allé.

"Skaderne indikerer, at i hvert fald den ene bil har kørt med høj hastighed, og vi vil gerne høre fra vidner, især i forhold til lyssignalet," siger Østjyllands Politis vagtchef Michael Ørum.

Ulykken blev anmeldt til politiet søndag klokken 16.52. Allerede på det tidspunkt lød det fra politiet, at der var tale om en alvorlig ulykke.

Øxenholt Foto

De to andre personer i bilen, hvor den dræbte sad, blev også kvæstet, men ikke livstruende.

Føreren af den anden bil slap uskadt. Han var alene i bilen.

Politiet vil senere i dag udsende en pressemeddelelse om den tragiske ulykke.

jr

Publiceret 28 July 2019 17:40