Arkivfoto.

Arkivfoto.

Unge mænd stjal fra ulåste biler i Skødstrup

En ung mand er sigtet for tyverier fra biler, imens tre andre er på fri fod

En 19-årig mand blev tidligt tirsdag morgen anholdt i Skødstrup, efter at han sammen med tre andre mænd havde stjålet værdier fra ulåste biler. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

En opmærksom borger opdagede lidt over klokken 6 fire unge mænd, der gik og tog i nogle bildøre ved Topasvej i Skødstrup. Han fulgte efter mændene og sagde, at de skulle blive på stedet, til politiet kom frem. Den 19-årige blev, mens de tre andre stak af.

Mændene efterlod i al hast en taske, en kuffert og en pose på stedet, som viste sig at indeholde flere værdigenstande. Blandt andet kreditkort, der var blevet stjålet i Skødstrup. Kortene blev leveret tilbage til rette ejermænd. Derudover viste det sig, at kufferten og tasken var stjålet fra en garage i Skødstrup. De blev også leveret tilbage. Den 19-årige er sigtet for tyveri, og Østjyllands Politi forsøger nu at finde frem til de andre gerningsmænd, fremgår det af døgnrapporten.

jwh

Publiceret 17 July 2019 13:54