Foto: Øxenholt Foto

Foto: Øxenholt Foto

Kæmpe eftersøgningsaktion i Aarhus V gav pote:

Flere våben og patroner fundet

"Vi er meget tilfredse med at have afsøgt et rigtig stort areal og have taget flere våben ud af cirkulation," siger Østjyllands Politi

Torsdag udfoldede en større politiaktion sig i Marienlystparken i Aarhus V, hvor Østjyllands Politi fik assistance af specialtrænede hunde og Forsvarets Advanced Search Team til at lede efter våben.

Eftersøgningen varede omkring ti timer, og indsatsen var ikke forgæves.

I en pressemeddelelse oplyser Østjyllands Politi, at man fandt et oversavet jagtgevær, en del patroner, tre knive og en peberspray.

Foto: Øxenholt Foto

Foto: Øxenholt Foto

Eftersøgningsholdet gik systematisk frem i det store område og ledte efter skjulte og nedgravede våben. En indsats, som blev sat i værk på baggrund af tidligere våbenfund i området i forbindelse med den verserende konflikt mellem to bander.

"Vi er meget tilfredse med at have afsøgt et rigtig stort areal og have taget flere våben ud af cirkulation, så de nu er fjernet fra det kriminelle miljø. Nu skal vi have undersøgt fundene nærmere og se, om vi eventuelt kan finde spor, som kan lede os frem til, hvem der har været i besiddelse af våbnene," siger politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen.

Politiinspektøren fremhæver den gode modtagelse, som politi og forsvar fik under eftersøgningen.

"Vores folk på stedet mødte stor opbakning blandt de lokale. Det er et lille mindretal, der skaber ballade og utryghed i området, og det er dem, vi vil sætte en stopper for. Det er den opgave, vores indsats torsdag var et led i," siger Jesper Bøjgaard Madsen.

Det er endnu uvist, hvor længe våbnene har ligget i området, og om de har været brugt under konflikten.

Ud over våben og patroner fandt politiet en krukke med hash og en pose med skunk.

Foto: Øxenholt Foto

Foto: Øxenholt Foto

dp

Publiceret 12 July 2019 10:05